Noget om timing eller mangel på samme...

Ligger her i mørket. I min seng. Burde sove, men bruger i stedet en stund for mig selv, i stilhed. 

De tre andre sover. 

Vi kører på tredje uge med sygdom i huset. Otto slutter en pencilinkur for lungebetændelse imorgen, men før vi fandt ud af hvad det var, havde han været hjemme fra børnehave pga. let feber og lav energi. Nu er manden ramt, fuldstændig slået i gulvet, Asta virker til at have tænder på vej, og jeg har klippet mig ret meget i en finger med en beskærersaks (dumt! Meget dumt!).

Timet og tilrettelagt, eller slet ikke det der ligner.

Jes's. Er helt blæst. Det er så hjernedød hårdt. Er du så færdig mand! 

Håber og krydser for, at du derude er frisk og fuld af energi til at nyde ferien og efteråret. Drik lige en kop kakao,

 og strik lidt på en sok for mig

Lag, på lag

I sidste uge stod jeg og kiggede ud af vinduet på Ottos værelse, og mit blik fangede noget der flaksede i luften. Det var en sommerfugl, der satte sig på genboens gavl. Lige foran vinduet opdagede jeg en edderkop i sit spind, men det slørede lidt, på grund af en fedtet plet på indersiden af ruden, sikkert fra Ottos hånd, da han har kastet en plastik grøntsag (en majs) ud af vinduet. Samtidig lege Otto med LEGO og Asta pludrede, siddende på min hofte, og min armmuskler begyndte at værke lidt under Astas vægt. 

"Efterår på instagram"

Lige der, lige i de sekunder, gik det op for mig, hvor stor betydning det har for min milde fødselsdepression, at jeg er særligt sensitiv. For lige der, blev det tydeligt, hvor mange lag jeg næsten konstant bemærker og tager ind, analyserer og bearbejder. Det gik op for mig, at det er derfor jeg reagerer på forandringer, som jeg tidligere skrev om, fordi det ligesom rusker op i ting, der ellers var stabile. Alle vores lag fik jo pludselig en ekstra dimension, med Astas ankomst. 

De sidste 5mdr. (FEM MÅNEDER, WTF...?) er gået med at finde "os", finde ind til os som familie, finde ro, stabilitet og rytme, med en lille baby og en vidensbegærlig krudtugle af en 4årig. Hvem er vi nu? Og hvad gør vi nu (lille du)? 

Jeg skal starte i sundhedsplejens tilbud om gruppeterapi for fødsels"reaktion". Vi havde besøg af en af de sundhedsplejersker, som står for gruppeforløbet, og jeg tror der skete noget lige der. For både mig og Rasmus. For siden er det for alvor gået fremad. 

Og i sidste uge, føltes det pludselig som om, at tågen og ensomheden i mit hoved  lettede. Mere energi, mere glæde, mere overskud. 

Efter samtalen fik vi bestil madkassen "Livretter" hos Årstiderne, og hvor er det bare en lettelse. Helt vild! Dels fordi vi ikke skal stresse over at få lavet hverken madplan og handle, dels fordi opskrifterne nu er på papir og lige til at gå til - for os begge to! Aftensmaden "hænger ikke på" mig. Råvarerne er friske, lækre og økologiske, præcis som vi kan il' det (dette er ikke sponsoreret, blot begejstring og lettelse). Derudover har vi nu haft to weekender, med ro, og tid til at lege, rydde op i skabe, skur, køkkenhave, roderum - hvilket har fyldt i mit hoved, fordi der også var rod, hvor vi opholder os (Appropos lag). 

- Og jeg har lært mig at hækle, total optur, at jeg har kunne sætte mig ned, og gør det, rent faktisk GØRE DET. Holde fokus. Total optur!

Følelsen af at være alene, ensomheden, har ikke været så udtalt og det føles SÅ godt. 

Tanker om aftryk

Da min lillebror blev døbt, var det et frygteligt snevejr. I februar. Jeg var 5år. Det sneede og sneede og sneede. Min fætter stillede sig i haven, med armene ud til siden, og sagde at han ville bygge en snemand. Så stod han der i nogle minutter, og ventede på at blive dækket af sne, mens vi andre tumlede rundt. Senere, indenfor, dristede jeg mig til at åbne havedøren, og stikke min lille fod ud i sneen, til at lave et aftryk...

I al den tid jeg har blogget, har jeg spekuleret over, hvorfor jeg blogger. Hvad er det jeg vil, hvorfor? For hvis skyld osv. Det tænker jeg tit på. Tænker i argumenter for og imod. Gransker. Gransker behovet for at tale "offentligt", behovet for at pille i navlen og smide derud i den store internet sfære, hvor alle potentielt er modtagere, hvor farerne lurer og alt gemmes. 

Jeg er kommet frem til dette:

Jeg blogger for min egen skyld. Det er fedt med følgerne og kommentarer (!), men det er primært for min egen skyld. Og det er det fordi, jeg har brug for den personlige udfordring det er, at stille mig der ud, ud i (den online) verden og tage en plads, give mig selv lov til at sige det jeg vil. 

Det lyder måske små narcissistisk når det bliver skrevet sådan sort på hvidt, men bloggen er mit forsøg på at starte et mønsterbrud. Mønsteret, hvor jeg aldrig kan sige eller gøre noget godt nok, hvor jeg altid slår mig i hovedet, og ikke tilgiver mig selv at være menneske. Hvor jeg træder til side for at give andre plads. Ikke at jeg bare vil droppe det, forstå mig ret, men når man altid træder til side for andre, kan man miste fornemmelsen for sig selv (man = jeg).

Da jeg startede bloggen læste jeg lidt om at starte en blog, og hvor vigtigt det var, at gøre sig klart, hvad bloggen kunne give andre. Helt ærligt, det ved jeg faktisk stadig ikke helt. Her er der ikke som sådan et tema. Eller er der? Er temaet for min blog hverdag, personligudvikling, og livet (mit liv)?

Om det giver andre end mig selv noget, ved jeg ikke. Men det er mit voksne forsøg på at lave et aftryk i sneen.

En beklagelse, og noget om at være en flue på væggen

Nå da for et brokkehoved jeg kan være. 

Sorry. 

Men ja barselsboblen er (i hvert fald i mit tilfælde) en boble, hvor alle følelser er i spil, hvor den ene dag kan være god og glad, nærværende og mild, mens den næste kan være træt, sur og tåget. Jeg forsøger, og det er svært, men jeg forsøger også at være nærværende i det sure og trætte, mærke efter og finde ud af hvad der er på spil. 

Men egentlig vil jeg skrive om det forunderlige i at se, en relation mellem to søskende udfolde sig. For hvor er det helt utrolig magisk at være vidne til. Jeg føler mig som en flue på væggen. Det er fedt! 

Asta er snart 5mdr. 

Da hun var omkring 3mdr. Fik hun for alvor øje på Otto, inden det kunne hun aldrig nå at stille skarpt på ham, før han var hu hej væk igen. Men ved 3mdr. fik hun for alvor øje på ham over spisebordet. Da hun var omkring 4mdr. fik Otto for alvor øje på hende, og at hun havde øje på ham. Han synes hun er så sjov og kan skrald grine af hendes runde mave, hendes mimik, lyde... You name it. 

I sidste uge udbrød han "åh mor jeg er så forelsket i Asta", og da hun i forgårs fik desideret grine flip mens hun kiggede på ham, voksede han med flere centimeter lige i det sekund. Stoltheden lyste ud af ham, og er blevet fortalt i børnehaven. 

Det er sjovt når Asta ser Otto. Hendes blik bliver ligesom et andet, og lydene også anderledes, mere mangfoldig, og hele kroppen kommer i bevægelse. Hvis hun græder, lyser hun op og falder til ro. 

Det er meget tydeligt at de, allerede, er ved at udvikle en relation og en forbundethed, som ligger uden for vores række vidde. Og jeg kender det jo fra min egen relation til mine søskende. Det er bare noget helt særligt, og hvor er jeg glad for, at vi har givet Otto og Asta hinanden. 

Jeg ved, at det bliver krig og kærlighed, men jeg ved også, at relationen kan bære det, styrke og støtte dem i alt hvad livet bringer.

Pip

Pip

Nogle gange får jeg pip af at gå herhjemme, af at se på, hvor lidt jeg får lavet, af at sidde på den samme gren og synge den samme sang. Af at tænke de samme tanker, og blive filtret ind i de samme gamle mønstre. Kunne jeg da for pip ikke bare pippe noget nyt eller finde lidt ro med pipperiet... 

Andre gange får jeg pip af at bo i rækkehus med en nabo, der råber og ryger, og har råbende rygende gæster, i en sådan grad at jeg får astmaanfald i min stue, hvis enten havedør eller vinduer står åbne. Af at bo så tæt at naboens intime og private sager, bliver del af mine natlige drømme. Af at bo så tæt at man kan høre råbende diskussioner gennem væggene, og hvad de ser i tv.  

Jeg får pip og lyst til at tage på træk, søge mod sommer, sol og åbne vidder. Med tid og ro til fordybelse, hvor jeg kan få nye sange at synge, i stedet for de her gamle, efterhånden lidt trævlede nogen.

Det er squ godt jeg har lært mig at hækle, for måske kan jeg hækle nogle nye klude af de trævlede sange? Pip for det, og så pip pip herfra...

Forandringer

Der er noget med mig og forandring. 

Vi skal lige se hinanden lidt an, eller måske har vi i virkeligheden set hinanden an længe nok, og ligger i virkeligheden på stuegulvet og wrestler på livet løs. 

Der er små forandringer, som det at jeg har fået et rejsekort. Det er dælme en god forretning for midttrafik, for jeg glemmer at tjekke ud næsten hver gang. Der er også store forandringer som det at blive mor, og det at blive 30 om 3mdr...

- et eksempel på naturens forandring, og opbygning i lag på lag. 

Jeg har lige slettet sætningen "jeg har aldrig været særlig god til forandringer", for jeg ved faktisk ikke om det overhovedet er noget man kan sige, at man er god/dårlig til. Men, forandringer har det i hvert fald med at sætte mig på arbejde. Arbejde med mig selv. 

Som nu det at blive mor. Jeg havde egentlig forventet, at jeg ville komme til at arbejde med mig selv igen, i mere koncentrerer form, for der er jo kommet et lille nyt menneske ind i vores familie liv, vores hverdag, i vores liv og hjerter. Det kræver i mit tilfælde noget arbejde at ændre de vaner vi havde oparbejdet, at finde rytme i det nye, holde fast i det gamle, mærke mig selv osv. 

Samtidig snakker Otto en del om det at blive gammel og dø. Det har givet mig en snært af "alders angst", og følelsen af at jeg lige om lidt er gammel og kigger på mine børnebørn. 

Barnet kan jo ikke så godt forbydes at stille de store spørgsmål, så mutter her, må se frygten i øjnene, og lære at være nærværende, lære at gøre det jeg finder aller vigtigst, og gøre alt det, jeg ikke vil kigge tilbage på, og fortryde jeg/vi ikke fik gjort. ... Så det at blive 30, mens barnet spørg hvornår jeg dør, har været noget af en kamel at sluge. Det lyder måske fjollet, men det har det altså!

Det at arbejde med mig selv, er ikke noget der skræmmer mig. Mine følelser skræmmer mig ikke, som de gjorde engang. Jeg er begyndt at genkende dem, fordi jeg ikke længere skubber dem væk, men i stedet kigget på dem, vender og drejer dem, mærker dem. Og det er lige præcis sådan jeg gerne vil bruge forandringerne og de udfordringer de giver mig - Til at opnå endnu større kendskab til mig selv, opnå støre hvile i mig selv og se på, hvad jeg skal lære af forandringerne. Det er jo ikke til at leve et liv uden forandringer, og måske også uforudsigelighed. 

Siden jeg blev mor har jeg i den grad stået overfor mig selv på en helt anden måde end før, fordi jeg bliver nød til at svare når Otto spørg, fordi jeg bliver nød til at acceptere min egen alder, som jeg jo hele tiden mindes om, i kraft af mine børn, og fordi jeg synes det er mit aller største ansvar i forhold til det at være forbilledlig forældet, at jeg har taget ansvar for og er tro overfor mig selv. 

Der er ikke altid lige let, men det er der jo ingen der har sagt det skulle være. 

Det øjeblik

... hvor naboens veninde spørg, hvordan det går med Astas kolik... Kolik? Har hun kolik? Det vidste vi squ ikke. Er vi bare blevet immune over for babygråd, eller har naboen glemt at babyer græder? 

... hvor det går op for en, at man kun er et menneske, med hud og hår, ømme fødder og modsat rettede følelser. Det er squ scary stuff! 

... hvor vaskemaskinen bipper, at den er færdig og det føles som en ørkenvandring at hente og hænge tøjet til tørre. 

... hvor Asta kluk griner over sangen "Du er ikke alene" og alt andet bliver fuldstændig lige gyldigt. 

... hvor den uendelige kærlighed til familien slår benene væk under en. Det øjeblik, hvor det at være menneske-mor og en del af noget større føles fuldstændig angstprovokerende fantastisk overvældende. 

Det øjeblik! 

Krumspring

Åhhhhh jeg har de vildeste cravings for tiden. Meget værre end da jeg var gravid og havde overdrevet lyst til sushi og ostepops (dog ikke sammen).

Nu er det sukker, kaffe og kulhydrater. Sukker i form af al slags kage, slik, chokolade. Kaffe, ja i form af kaffe, og kulhydrater i form af brød, brød og brød. 

Jeg forsøger at finde alternativer, lave dadelkugler, paleo brød, spise frugt og riskiks... Det virker bare ikke. 

Falder i, tager en is fra fryseren, spiser boller med smør, køber kage, bager kage, laver alt for meget kaffe som jeg så drikker hurtigt... Kan ikke lade være. 

Prøver at acceptere det, men laver så igen krumspring, falder så i igen, prøver at acceptere det, laver så krumspring... 

Falder i igen.

 

Blame it on the amning, og den brudte søvn... 

Det bliver nok bedre. Engang. 

5 minutter, 1000 tanker.

Sikke en mandag morgen, sådan en med flere storebror konflikter mens baby skriger, end moderens energi lige var til, sådan en morgen der kræver kaffe, en kanelsnegl, og sofa for at komme ovenpå igen. 

Jeg har lyst til at skrive om en oplevelse jeg havde den anden dag, og om de forskellige tanker, der kom i kølvandet på den. 

5minutter, tusind tanker. 

Jeg går ud på stien. Lukker lågen bag mig, og triller afsted mod bussen. Længere fremme går en lille pige, 4år'ish, længere fremme går hendes mor, med hovedet bøjet over mobilen. 

Jeg indhenter pigen, hun går midt på stien, så det ikke sådan lige er til at komme forbi. Pyt tænker jeg, og smiler lidt for mig selv, jeg har ikke travlt. Pigen kigger kort op på mig, men går så stille videre mens hun visker lidt for sig selv. 

Moderen kalder, uden at kigge op fra mobilen, stikker en anden hånd ud så pigen kan tage fat. Men pigen er langt fra hånden. Efter lidt tid vender moderen sig om. Ser at jeg går bag pigen med barnevogn. Bliver så irriteret på pigen, går hen, tager hendes hånd lidt vredt, og siger at hun ikke kan værd bekendt at gå så langsomt, når der går en dame bag ved hende. 

Ud af min mund ryger det, "det er altså ok". Og lige der tænker jeg, at det skulle have været formuleret anderledes. Og lige der svarer moderen irriteret, "Nej, det er det ikke, det er sådan noget hun skal lære". Jeg får sagt, "Det er også rigtigt, jeg kender det godt..."

De går videre med lidt mere tempo, moderen vender tilbage til mobilen, og slipper pigens hånd. Pigen kigger meget på mig, så jeg spørg om de skal med bussen, og hun fortæller begejstret, at de skal i Tivoli, og hun danser næsten ind i bussen, og sidder på sædet og synger forskellige sange, og siger til sin mor, at hun skal ringe til børnehave. Mor svarer "ja det havde jeg ligesom også tænke mig." Stadig optaget af sin mobil. Pigen kravler over på sædet lige foran mig, og kigger ind i mellem om på mig med en sang på læben. Jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvordan jeg skal forholde mig. 

...

#Tanker

#1 - Jeg indhenter pigen og tænker pyt...

Dagligt øver jeg mig i at acceptere, at ting ikke altid går præcis som heg gerne vil. Dagligt forsøger jeg at finde ro og glæde i de forskellige oplevelser jeg står over for. 

Lige der, kunne jeg være blevet irriteret, lige der kunne jeg være blevet stresset. I stedet greb jeg chancen for at komme ned i tempo, nyde solens varme på ryggen, et sovende barn. 

#2 - "Du kan ikke være bekendt at gå så langsom når der går en dame bagved"

Kan hun ikke? Hvorfor? Hvis jeg ville forbi, er det så ikke MIG, der bare kan sige, "hov må jeg ikke komme forbi dig?"

I stedet for at pigen skal lære at tage hensyn til andre, skal hun vel lære at stole på, at andre kan administrere om de vil forbi eller ej? Det er lige præcis det jeg selv skal lære at stole på, at andre kan italesætte deres behov, at jeg ikke skal gætte mig frem til det, tage hensyn til ting jeg ikke ved noget om. At de tager det hensyn til sig selv, at de siger, hvad de har brug for, om det så er at komme forbi osv. Når vi skal være så opmærksomme på andre, glemmer vi vores egne grænser, det ved jeg kun ALT for godt! 

# 3 - "Det er altså ok"

Det jeg bagefter hellere ville have sagt var, "Jeg har ikke travlt/Det er altså ok for MIG/Jeg skal nok sige til, hvis jeg vil forbi". 

Jeg forstår godt moderens irritation, jeg bliver selv så irriteret når andre "mod-opdrager". Det røg bare ud af mig. Fik det lidt dårligt med mig selv og min reaktion. Men min reaktion var nok i virkeligheden ligeså umiddelbar som hendes egen.

På den ene side synes jeg det var dumt sagt, jeg blandede mig, det kunne jeg godt have ladet være med. På den anden side, hvis modern fra starten havde haft fokus på sin datter, frem for mobilen, haft hende i hånden og snakket med hende, ville situationen måske aldrig være opstået..?! ?  

#4 - "Det er rigtig, jeg kender det godt"

Igen kunne det være formuleret mere skarpt eller bare med tavshed... Men det bliver så tydeligt, hvor perpleks jeg bliver i sådanne situationer, hvordan jeg ikke kan tænke "gode" svar så hurtigt, når jeg står overfor nogen, der virker irriteret.

Det bliver så tydeligt, hvor svært jeg har ved, bare at være et menneske og tilgive mig selv og min måde at handle på. Det skal være SLUT!

#5 - Mobil samfund

Situationen gjorde mig, igen, opmærksom på vores tids "opkobling". Jeg er næsten ikke i tvivl om, at pigen gik langsom, som en konsekvens af den manglende opmærksomhed fra moderen. Hun ignorerede fuldstændig moderens uopmærksomme kalden. 

Min opmærksomhed har den sidste tid været meget rettet mod vores mobilforbrug her i hjemmet. Jeg er blevet opmærksom på, hvilke følelser jeg selv får, når Rasmus fx kigger på sin mobil, en irrationel følelse af at blive fravalgt. Hvad mon Otto oplever?

Jeg er også blevet opmærksom på de følelser/behov jeg selv har når jeg griber mobilen, behovet for en pause, for andre input end guk guk og hverdags praktik. Men jeg væmmes, når jeg gør det for meget, og jeg forsøger virkelig, at skære ned på forbruget, mens Otto er tilstede og Asta er vågen. 

Jeg får næsten fysiske tiks når jeg er sammen med nogen, fører samtaler med folk, der samtidig lige skal tjekke facebook, skrive beskeder, læse en artiklen på nettet osv. Jeg synes simpelthen det er så irriterende, jeg oplever det virkelig som en afvisning, som en kritik af mig - at jeg er mindre spændende end internettet. Hallo, who's not? Ingen kan jo konkurrere med nettets informations load. Men altså... Igen, hvis de lige siger, "Vent lige, jeg skal lige skrive den her besked", så er det noget andet. Så ef deres behov italesætte, og jeg gemme monologen, til vi kan have en dialog. 

#6 - At være i nuet

Jeg har tænkt meget over, hvorfor jeg mon endte netop i den situation, 5minutter, der i den grad gav stof til eftertanke. 

Grunden var vel, at jeg skulle igennem hele den tankerække som jeg har forsøgt at grifle ned her, at jeg skulle blive opmærksom på, hvor meget der er at lære i selv små, dog komplekse, øjeblikke, hvor meget der er at lære, når jeg er i nuet.

#7 - Forundring

Tænk at 5minutter kan give SÅ meget eftertanke. Jeg synes det er fantastik, spændende og udfordrende.

#8 - Hvad tænker du? 

P.A.U.S.E.

Igår læste jeg et rigtig fint indlæg ovre hos Mere Maria, som i inspirerede mig til et ærligt indlæg. Egentlig har jeg arbejdet på et par stykker hen over sommeren... Men here goes. 

Jeg er træt. På den der måde, hvor det summer i kinderne, og det føles som om jeg har grædt længe. Det har jeg ikke. Ikke lige idag i hvert fald. Jeg har bare to små børn på 4år og 3,5mdr. 

For en måneds tid siden blev jeg screenet for fødselsdepression. Jeg scorede 12, hvilket er lige på grænsen. Det havde jeg nok egentlig regnet med. Humøret var vendt. For meget indre selvkritik, for meget irritation, frustration og tårer. Overskuddet svinger stadig fra dag til dag. Og ferien var en stor pose af godt og blandet. 

Nogle dage er gode, med overskud til håndtering af konflikter, andre dage er tålmodigheden lille, håndteringen af konflikter knap så god, nogle dage er stenede, nogle fulde af tårer, andre fyldt med grin. Og alle dage kan skuden vende i løbet af meget kort tid. På minutter kan energien forlade min krop så jeg føler mig kørt over af en... gaffeltruck.

Jeg kan mærke et voksende behov for tid til mig selv. En pause. Tid til bare lige at være mig, helt stille, uden nogen der konstant kræver enten min krop, et svar, eller en stillingtagen. Bare ro. Helt stille. Ro. Pause.

Ammehjerne vol.1

Den anden aften tog jeg mig selv i at børste tænder med Ottos tandbørste.

Igår var jeg ved at give Asta Ottos underbukser på.

En dag tog jeg en affaldspose med brugte bleer med på indkøb. Vi har max 50 meter til skraldeskuret, men havde glemt bleerne under vognen, mellem hoveddør og skraldespand. 

Lige nu har jeg glemt de mange andre udslag af ammehjerne, der har været. 

Generelt glemmer jeg konstant, hvad jeg gik efter, hvad jeg ville sige, ja næsten hvor jeg er... Ting ligger mystiske steder, fordi jeg lægger dem fra mig, og glemmer at få dem med igen, og derefter hvor jeg lagde dem, når jeg husker dem igen... 

Forvirret? Welcome to my World..... :)

Jeg havde glemt...

Jeg havde glemt hvordan tiden på barsel, går både hurtig og langsom. Hvordan dagene ligesom bare siver. Det er egentlig fint. Og jeg nyder, at jeg denne gang, ikke orker at presse mig selv ud eller til at ordne en masse praktisk. Jeg er langt bedre til at accepterer, at jeg når hvad jeg når.

Jeg havde glemt trætheden. Med en på 9 uger, der er ved at malke mig op, og en på 4, der vågner med mareridt om monstre og zombier, sult og andet godt, er jeg træt. Vi er trættre. Kan ikke huske hvornår jeg sidst var så træt. Men ja, heldigvis ved jeg, at det kun er for en periode. Det går over igen. Energien vender tilbage, og lige nu, er det med at nyde, at jeg bare kan lade dimser, skidt og rod være, for der er ikke en lille en, der propper alting i munden, endnu...

Jeg havde glemt nogle af de ting der følger med barselslivet og den post-gravide krop, i hvert fald for mig. Utålmodigheden i forhold til at blive sig selv igen, sådan kropsligt, den havde jeg glemt. Jeg går stadig i graviditetsbukser, og det begynder at være lidt generende med det der stykke stof op om maven. Det stresser mig egentlig ikke, at jeg endnu ikke har min før graviditets vægt, det kommer nok. Men det irriterer mig, at jeg skal gå i graviditets tøj, fordi jeg jo ikke er gravid mere. Det lyder måske meget forfængeligt, men tøj er for mig, noget der afspejler, hvem er inden i. Og der er jeg rykket videre. Ved ikke om det giver mening, men det føles ikke som om der er overensstemmelse mellem hvem jeg er, og hvem "tøjet" viser jeg er. Ja ja, så kan vi snakke om dårligt selvværd osv.. Det handler det også om, men det handler også om den udvikling der sker med en, når man bliver mor.

Jeg havde glemt ensomheden i boblen, og hvor dårlig jeg er til det her med, ikke at have så meget andet end baby guk guk og dikke dik at gå op i. Så den her gang kom jeg til at gå all in på valgkampen. Der kan jeg så afsløre, at det kunne min ammehjerne så SLET ikke kapere, og som en konsekvens har jeg lukket min facebookkonto. Den hårde tone mellem os mennesker, gav mig desideret angst! Sad med hjertebanken når jeg have logget af, og var svimmel det meste af dagen. Nu, går det meget bedre. Føler mig faktisk lidt befriet. Den ensomme følelse er faktisk også blevet lidt mindre, nu hvor jeg ikke kan se, at jeg er den eneste der har tid til at være så meget på Facebook, HA! (Det er jo så den ulykkelige konsekvens af den glædelige rytme mit barn har).

Jeg havde glemt, hvor meget tid der går med gåture og kaffe, spandevis af kaffe, og så det at finde ro med, ikke at skulle en helt masse konstant. Har lavet den regel med mig selv, at jeg skal nå en ting hver dag, jeg har lyst til fx. at tegne, pille ukrudt op i haven, strikke det der andet ærme på trøjen der har været 3 år undervejs, tage opvasken, eller hvad det nu kunne være. 1 ting! For jeg skal også slappe af, nyde kaffen, min datter og tiden alene. Det har faktisk givet ro, og gjort at jeg får gjort flere ting end bare en, nu er det bare blevet af lyst, mere end af pligt.

Jeg havde glemt, hvor meget jeg glemmer...
Jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg ville med det her indlæg. Har glemt det igen. Havde tænkt det skulle være noget mere tungt om livet generelt, men det må blive når jeg kommer i tanke om det igen.

God weekend derude, må det blive en uforglemmelig sommerlig en af slagsen :)

Godt valg derude :)

Så blev det d.18 Juni hvor Danmark, du og jeg, går til valg. For vi er Danmark, det er os der er fundamentet, og stemmeretten er vores ret, og pligt, i forhold til at vise hvilken vej vi ønsker Danmark skal gå i.

For snart 10 år siden var jeg meget engageret i et politisk ungdomsparti, faktisk så engageret at jeg blev opstillet til kommunalvalget, som den yngste kandidat i kommunen. Jeg brændte virkelig for sagerne, jeg havde idealer, visioner og drømme for Danmark, og lokal samfundet selvfølgelig. Jeg fik faktisk 56 personlige stemmer, men kom ikke ind (Heldigvis). Siden mistede jeg tilliden til dansk politik, ikke mindst fordi alting de seneste år har været overskygget af vækst og økonomi - hvilket måske er en meget naturlig følge af den krise vi har været igennem, men ret opslidende når det hele tiden er sparekniven der hives frem.

Det er mig lidt af en gåde, at vi ikke har lært mere af krisen. Nu genoptager vi bare at gøre, som vi gjorde før krisen. I min optik kan og skal krisen bruges til at rykke os videre, tænke nyt og få vissionerne for Danmark tilbage. Sådan forsøger jeg faktisk også i mit personlige liv, at udnytte kriser til at komme videre og lære nyt om mig selv.


Når jeg kigger på valgkampen, og den tone der er mellem politikerne, når jeg kigger på, hvordan nogle mere end andre vil fralægge sig ansvaret for den verden vi er en del af, og det miljø vi er fælles om, ja så bliver jeg altså lidt bekymret.


For mig handler det her valg, rigtig meget om hvilket land, og hvilken verden, jeg gerne vil at mine børn vokser op i - og jeg forhåbentlig selv bliver gammel i. Vi forsøger at lære vores børn (mest Otto pt. :)) at vi skal passe på vores jord, og hinanden, at vi taler ordentligt til hinanden og acceptere at vi alle er forskellige, for sådan får vi mange flere gode ideer. Det kan nogle gange synes langt fra den måde politikerne taler (og opdrager) på. Mistillid og politisk-mobning er reglen nærmere end undtagelsen. Virkelig trist!

Jeg vil ikke lægge skjul på at jeg stemmer grønt/rødt. Jeg har sat krydset ved alternativet, fordi de har vækket min interesse for politik til live, de har vækket tilliden og troen på, at vi kan gå en anden vej. Vi er nød til at tage et medansvar for den verden vi er en del af, og det miljø vi skal leve af. Fedt, at der er et parti der tør have ambitioner på Danmarks vegne, frem for at ville lægge sig i skyggen af hvad andre gør, og isolere Danmark fra omverden.

Uanset om du er enig eller uenig, så håber jeg du bruger din stemme lige netop i dag, råber op og tager stilling til din og min, og kommende generationers fremtid.  Rigtig godt valg derude :)

Siden sidst...

.. Har Asta været til første læge tjek, nu 54cm og 3900gram.  Imorgen er hun 6uger. Crazy som tiden flyver! Det føles som kort og lang tid på en gang. 

... Har Helle Torning udskrevet valg, og jeg kan mærke, at mit politiske engagement ligeså stille er ved at blive vækket til live efter, efterhånden, mange års dvale og opgivenhed over tonen, mangel på gennemsigtighed og fremsynede idealer i dansk politik. 

... Er Otto blevet 4år, vi har haft et års bryllupsdag og manden er blevet 31. Alt sammen hen over samme weekend. Uhm det betød kage i rigelige mængder.

... Har jeg spekuleret på om det mon bliver sommer i år? Men et myggestik med en meget voldsom reaktion til følge (se instagram) må betyde at det BLIVER sommer!

- note til fremtids Maibritt: husk myggelotion! 

... Er jeg begyndt at føle mig som sisyfos, i forhold til oprydning. Christ, det vil jo ingen ende tage... 

Hvad er der sket for dig siden sidst? 

Fra 3 til 4

Fire uger er gået siden det sidste (lettere bekymrede) indlæg, og siden jeg blev mor til to. 

For efter hånden fire år siden, blev jeg mor til Otto, og dengang skrev jeg en fødselsberetning. Det var en rigtig god måde at få oplevelsen bearbejdet, få sat ord og struktur på fødselsoplevelsen. Derfor har jeg hele tiden vidst, at jeg ville skrive en, også denne gang. Og den får du her. 

Hvis du ikke bryder dig om den slags åbenheder (HØ HØ - du forstår den joke, hvis du selv har født!), så stop nu, og ha' en fortsat (forhåbentlig) dejlig dag.

Hvis du derimod tænker, at det kunne være interessant at læse om min oplevelse, så keep on reading. 

.................................................................................................................................................................. 

Da Asta ville ud i denne verden

KL. 03 den 23/4, vågnede jeg med følelsen af at mit underliv blev presset temmelig voldsomt sammen og kørt gennem en blyantspidser!"Argh, det er sikkert bare plukkeveer", men efter en 10-12 min. kom der endnu en. Av! Tanker væltede frem, er det nu, hvor hurtigt mon det kommer til at gå, hvornår skal jeg ringe til min veninde, skal jeg vække Rasmus... er det nu? 

"Hvad-er-det-nu-for-nogle-veer" gjorde for ondt og tankerne var for mange. Omkring kl.4 stod jeg op for ikke at vække Rasmus med min pusten og rastløshed. Smurte Ottos madpakker og lagde mig på sofaen. Intervallet svingede mellem 12-15min. ind i mellem længere. Det lykkedes mig at falde i søvn en lille halv time, men jeg vågnede da Rasmus stod op ved 05.30. 

Det var rart at Rasmus kom op, nu kunne vi sætte ord på tankerne sammen, mon det er nu? Og jeg fik sagt "Jeg tror måske det er smart hvis du arbejder hjemme fra i dag".  Jeg gik op i seng igen, men da der begyndte at være kortere interval mellem  "hvad-er-det-nu-for-nogle-veer", besluttede vi at få Otto op og klar til børnehave. Otto opdagede ingenting, og det var meget bevidst. Han ville bare bekymre sig omme i børnehaven.

   

KL. 7.08 ringede jeg til fødegangen. Intervallet var pludseligt sprunget fra 12 til 7 til 3 minutter fra start til start. Talte med Jordmoder Anette, der sagde at det da lød til at fødslen var i gang, så de ville godt undersøge mig, hvis jeg havde lyst. JO TAK!

Vi fik taget de sidste billeder af maven, af os som tre, og af Otto der nysser maven en sidste gang. Det var SÅ specielt! (Nu, her på  bagsiden, kan jeg så se hvor opsvulmet og rød jeg er i bærret, fordi fødslen er i gang).

" Åh ha Rasmus, det er SÅ underligt at vide, at det værste venter endnu" sagde jeg, da Otto var afleveret og Rasmus kom hjem efter mig. Mellem veerne var jeg konstant i tvivl, om det var i gang, eller om det var gået i stå, og jeg var i vældig godt humør. På vejen holdt vi for rødt i et kryds. En dame er ved at dele små poser ud. "Åh nej Rasmus, jeg ruller altså ikke ned" men det gjorde jeg så alligevel... Og damen fra Djursland bank stak en lille papirspose ind, og ønskede os en rigtig god dag. "Jo tak, du skulle bare vide" grinede vi lidt da vinduet var rullet op og der blev grønt.

KL.8.30 var vi på Skejby, og jeg var mildest talt træt af alle lyde, specielt lyden fra det køretøj, der vaskede gulvet... Lidt efter  blev jeg undersøgt,  4 cm. åben, jeg var i fødsel og vi kunne blive på stuen. Anette gik ud og jeg jokede "To timer Rasmus så er vi forældre" Ha ha, sikke sjov jeg var! Kort efter fik jeg det virkelig skidt, veerne var kraftige, men dog med pauser. Efter en time kunne jeg mærke en begyndende panik, over problemer med at holde fokus under veerne, der virkelig tog godt fat. og en tristhed over og følelse af, ikke at kunne håndtere smerterne som jeg gerne ville.

Jeg blev undersøgt for at forsøge at give mig ro og ide om det gik fremad. 8 cm. Wow. Det gav lidt ro i forhold til at kunne overskue smerte-tidshorisonten. Der blev gjort et bad klar, for at se om det kunne lindre. Det var faktisk dejligt at komme ned i karret. Det gjorde at de pauser jeg trods alt havde, var mere afslappede, og ikke så anspændte pga. venten på den næste ve. Havde endda overskud til at joke lidt mere "Det bliver dyrt det her Rasmus, det bliver dyrt".

Der gik ikke lang tid før jeg begyndte at have pressetrang, og det gjorde for ondt i lænden i liggende stilling. Rasmus hev i snoren, for at kalde Anette og hjælperen ind. Herefter gik det hurtigt, og er mere tåget. Blev undersøgt igen, en fødestol blev fundet frem, og jeg kom over på den.

På et tidspunkt mellem presseveer siger jeg til Anette "Jeg har bare lyst til at sige, Jeg vil ikke... "
De forsøgte at finde hjertelyd mellem et par veer, og en ekstra jordmoder blev kaldt ind. Da de igen ikke kunne finde hjertelyden, fik jeg den sidste motivation til at min baby skulle ud. NU!  Og ud kom Asta; lille, fin og fuld af lyd kl.10.38. 

For at være ærlig, jeg bliver aldrig hende, der kommer til at sige "Årh, det er som at smutte mandler", eller at det ikke gør ondt, eller at jeg kunne føde igen og igen og igen, for fødsler er fantastiske... Herre jemini det er jo så ubeskrivelig en smerte! Men... når jeg tænker på det endelige produkt, følelsen og den første tid med en helt, helt nyfødt, så kunne jeg måske godt, igen.. engang. 

Den her gang har det været færre tårer, men ligeså mange tanker. Der er mange ting, der minder om sidst, og mange ting der er helt anderledes, men mere om det en anden gang. 

Hvis du stadig er der, så tak fordi du læste med, og ha' nu en helt igennem fortsat dejlig dag.

Uforudsigelighed

Her sidder jeg så, i solen på terrassen, med cola og knækbrød, og tegnegrej. 

Solen varmer og en lille vind fører duften af hyacinter over på bænken, hvor jeg sidder. Tyk og tung. Uge 38+6. 

Her sidder jeg så og venter, venter på at baby for alvor vil ud. For det trækker op, men så går det ligesom i sig selv igen. Kom nu...

Jeg er spændt. Spændt på hvordan det bliver denne gang. Hvornår jeg mærker noget. Hvad jeg mærker. Hvor hurtigt det kommer til at gå. Hurtigt, knap 2 timer, hvis min jordmoder får ret, fordi Otto kun var knap 4 timer om at arrivere. Bliver det om dagen, om natten, sidder moderkagen fast igen... Uforudsigelighed!

Og hvad med Otto? Hvordan vil han reagere. For han reagerer allerede på uforudsigeligheden, alle "når, hvis'er

Måske'er"... Hvordan forbereder vi ham EGENTLIG? Kan vi overhovedet forberede ham...

Hvad ved vi overhovedet... ?

... Nå, men solen og haven er lækker, colaen smager af cola, og så må jeg bare være så tyk og tung som jeg nu er, og alting må gå som det nu går.

Forår og barselstanker

Foråret er kommet. Påske. Sol. Blomster. Græsplænen er blevet slået for første gang, og vi har været ved at gøre køkkenhaven klar til endnu en sæson. 

Og så har jeg fået barsel. Det er godt, og det var til sidst tiltrængt. Alt for mange kraftige plukkeveer, jag og bækkenproblemer, der ved mindste overvelastbibg gør det svært at gå. Jordmoderen mente jeg skulle have været sygemeldt, men det er altså svært at vide hvornår noget er for meget, når det til andre tider er blevet slået hen af diverse sundhedspersonaler, som normalt. Hm, må overveje min egen kommunikation. 

Men NU har jeg barsel. Tid til at mærke den lille rumstere, mærke mig selv, min krop, min psyke, bygge rede og indstille mig mentalt på at føde. Der er efterhånden kun 3 uger til termin. Det er slet slet ikke til at forstå. Men jeg glæder mig så småt til små babyfødder, crazy baby mimik, duften, nærheden. 

Der er en del tanker omkring hvordan det mon bliver, hvordan vi bedst får Otto med og givet ham den plads og omsorg han helt sikkert får lidt ekstra brug for. Han er begyndt at være mere søgende ifht knus, der er flere aftner, hvor putningen tager lidt ekstra tid, snak og nussen. Flere nætter mellem mor og far. Men det er ok, det er dejligt og jeg forsøger at huske, at det er nu tiden er der til det uden forstyrrelser af sulten baby. 

Vi har talt om at købe bogen "Alice i undreland", en bog vi på gymnasiet lavede til et stykke børneteater, hvor jeg var den travle hare... Spørg ikke hvordan jeg så ud... HA ! Nå, men den er bare så fin, med flotte billeder, og mulighed for gode snakke. Og jeg tænker en god godnathistoriebog vil være en god måde at minde os, mor og far, om den gode nærværende stund med Otto. 

Tager jeg for mange forholdsregler? Måske, men aner jo ikke noget om hvem det gemmer sig derinde, personlighedsmæssigt. Otto var en meget vågen baby, en MEGET sulten baby, så hvis lillen minder om, bliver der i hvert fald brug for "et fast nærværende holdepubkt". Otto elsker desuden bøger og historier, så det ville sikkert falde i god jord lige meget hvad :)

Nå, ikke mere herfra idag. Husk at nyde solen, det er jo fantastisk. God dag og god påske..

100 blogindlæg der ikke blev til noget, men 1 der pludselig blev sat fri....

HA! Jeg har igen bare tænkt en masse blogindlæg, de er hverken kommet på papir eller i æteren.
Jeg synes jeg er lidt omtåget fortiden, tænker det er en blanding af hormoner og søvn fyldt af syrede drømme. Drømmer om maskiner, der suger "ekstra børn" (vi ikke vidste var der) ud af maven, om skænderier med mine forældre, om kontoret, om ramsløg... Alt bliver fordøjet.

Men det går egentlig meget godt. Hverdagene suser forbi, det samme gør ugerne. 

Den her graviditet er fløjet forbi, og i går blev jeg lidt ked af, at den snart er slut, mest fordi mit hoved ikke rigtig har været med det første lange, lange stykke tid af graviditeten. Jeg havde simpelthen for travlt i efteråret og frem til d.16 Januar, hvor jeg blev færdiguddannet multimediedesigner. Det nytter ikke rigtig noget, hverken at være ked af det, eller ønske det anderledes. Det var/er jo som det er, og det må jeg så bruge tid på at acceptere, og prøve i fulde drag at nyde det sidste af graviditeten. 

Uhmmmm forår!

I virkeligheden er der måske heller ikke så meget at tænke over anden gang, måske er det meget naturligt at tiden bare suser af sted, for jeg har jo ting der skal ses til og passes. Måske er det lige netop det, der er forskellen fra første til anden gang? Eller hvad tænker du?

Faktisk har jeg slet ikke det samme behov for at sætte mig ind i en masse om baby, om forældre rollen, om søvn, mad... jamen ved GUD jeg læste meget da jeg ventede Otto. Hvis graviditeten havde været meget længere end den var, havde jeg nok nået at læse om det at have en teenager også... Som jo er utrolig relevant når man venter en baby...  

Den her gang er jeg jo mor, vi er forældre, og den ro og sikkerhed jeg har fundet i den rolle, tænker jeg gør, at jeg ikke har samme behov for information og viden. Nej, jeg udelukker ligefrem en del information, særligt den fra miljøstyrelsen, som i den grad provokerer mig, med deres kampagne "TAK Mor" - undskyld, men hvor blev Far lige af i deres ligning? (tik tak tik tak...HORMON BOMBE - that's me)

Jeg forsøger at nyde tiden med Otto, putte, kilde og lege, i det omfang vi begge to har energi til (Kan godt afsløre at min energi slipper først op). Det er sjovt at se, hvordan han bliver mere og mere opmærksom på baby, hvordan han ligeså stille er begyndt at tænke lille-X med ind i forskellige sammenhænge, som fx hvilken LEGO den skal ønske sig, hvilken stol den skal sidde på osv. 

Den anden dag, da han sprang fra bordet efter vi havde spist, slog noget ham pludseligt "Jeg skal lige sige noget til baby.." Han kom hen til maven, satte munden helt ind til navlen og sagde "Jeg elsker dig". 

Der vokser ikke bare en baby i mig, men også en storebror i Otto og jeg smelter allerede, bare lige lidt. 

Lidt om weekend, forår og ugens løb

Så ramte weekenden.

På trods af at jeg bare har været hjemme det meste af ugen, og er blevet syg, er det skønt. Skønt at starte dagen med en dreng, der kommer listende ind og putter sig i smørhullet, aer ens hår, tænder natlampen - knap så dejligt, men i det hele taget bare er klar parat til at holde weekend med mor og far. Morgenhygge med hjemmebagteboller og en hurtig gang frugtsalat, efterfulgt at af et spil uno junior, og kig i finde bogen "Otto skal tisse". Ren idyl. Nu er de to mænd i mit liv til gymnastik i Tranbjerg (og vi taler ikke om, hvor svært det var at få Otto i tøjet, og ud af døren.. :)), og jeg nyder at have tid til at sætte en vask over, skrive et blogindlæg og bare være.

Hasselnødde grene og forythia, på vores nye gamle skab. Skønt at kunne hente natur og forår ind i stuen. 

Jeg er røget lidt ned i et hul i forhold til at få gjort nogle af alle de ting jeg gerne vil. Jeg har så mange kreaideer - strikke, sy, tegne, male, klippe gækkebreve, lave fastelavns grene,... listen er lang, og jeg får intet gjort. Det er det der med at gøre det, det er squ i perioder pisse svært! Jeg skal virkelig tvinge mig selv, og mens jeg sidder med mine sysler, tvinge fokus tilbage. Ville nok have godt af at begynde at meditere igen. Endnu en ting til TO DO listen. Kender du det? Eller har du et fif?

Forsythia plukket i sidste uge, og nu snart ved at være i fuld flor. 

I ugens løb har jeg bare gået og dangderet den/kedet mig/slappet af, skrevet de ansøgninger jeg skal som ledig, og ellers prøvet at hitte ud af rettigheder, regler og vilkår, som ledig og gravid - næsten på barsel. Det skal jeg hilse og sige er lidt af en jungel - og et meget uflexibelt system vi har i den henseende. Et forkert formuleret spørgsmål, og nu er jeg stemplet som en, der ikke vil arbejde og bare vil slippe uden om hvor gærdet er lavest (Bare fordi jeg går op i at gøre tingene rigtigt til punkt og prikke, så jeg er sikret mine dagpenge, og har brug for mere detaljeret information).
Nå, men det er en helt anden historie!

Heldigvis har jeg i efteråret været i praktik på et fantastisk kontor i Århus, der vil mig så meget, at jeg næsten ikke kan rumme det. De har simpelthen ansat mig resten af februar, så jeg kan fortsætte med at have en hverdag og samle erfaring. Fra marts kan jeg forhåbentlig blive der i virksomhedspraktik på dagpenge de sidste uger frem til barsel. Det er en god personlig udfrodring for mig, og virkelig noget jeg skal arbejde med, det her med at forstå og tro på, at jeg kan være så vellidt og mit arbejde så værdsat.

"Lille hvide vintergæk, springer op af jorden kæk..."

Inden jeg runder af for at holde weekend bliver jeg da nød til også at komme omkring emnet forår.
I sidste weekend var Otto og jeg i haven, og det emmer af forår. Akelejer er på vej op, høstanemonen har stået med grønne blade hele vinteren, på trods af at den ellers først plejer at komme op af jorden i løbet af juni/juli, løvefod er også på vej op, løgplanter og bonderose er også på vej, og hyld og hortensia står med store knopper, det samme gælder min rose. Det er altså vildt! Og dejligt! Så planlægning af årets køkkenhave må snart i gang. Krydser fingre for at vi ikke får en alt for hård omgang frost, der tager alle knopper.

Otto leger at han sår grøntsager. Sandkassen var et hit i 45min. uden behov for voksen indblanding. 

Hvad skal du her i weekenden? Lede efter tegn på forår?

Idag...

... skinner solen, indtil jeg sætter mig i lænestolen ved havedøren, og bygger mig et lille fort med kaffe, strikketøj, tegnesager, og computer. Typisk!

... startede jeg til gravid pilates/yoga. Det er dejligt at være blevet strukket godt igennem, og mærke at jeg rent faktisk stadig har lidt muskler her i uge 27 + et eller andet.

... Er jeg nervøs og rastløs. Ventende.

... gennemgår min søde, danseglade morfar en større hjerteopereation, og jeg sidder og venter på besked om, hvordan det er gået.

... tænker jeg på den firkantede iglo min morfar byggede da vi var børn, på de gange vi fik lov at pynte ham med min mormors kørler, og smykker, og på de gange jeg tullede rundt med ham ude i laden og talte alle gajolcitaerne han havde hamret på hyldekanterne. Jeg tænker på, hvor stor betydning ferierne, og det frirum det var hos dem, har haft for mig og min søster.

... gad jeg godt at det sådan var rigtig forår.

... er jeg ualmindelig træt.

... orker jeg ikke at sætte et billede ind.

... venter jeg mest af alt på svar.

Året der kom og gik - 2014

Bum... Og så var det nytår. Et nyt år.

Damn jeg synes 2014 var en lidt blandet fornøjelse. Vildt mange udfordringer at forholde sig til, og acceptere. Virkelig et år med personlig udvikling i centrum. 

2014 startede mildest talt ret brutalt, da min onkel blev klemt ihjel mellem en bus og en mur. Siden, men ikke på grund af det, er det - for mig at se - gået ned af med min bror, som vi nu stort set ingen kontakt har til. Det er så ufattelig hårdt at blive afvist, og miste en man holder så meget af, uden rigtigt at miste. Men jeg forsøger at acceptere det, og respektere hans valg.

Heldigvis var 2014 også et år med mange glæder, og et midne lyser SÅ klart og stærkt op - vores bryllup d.31 Maj. Arhmen, det var intet mindre end en fantastisk dag! Helt vildt skøn. Jeg slappede sådan af, vi tog fusen på mange da vi cyklede fra kirken i vores venners christiania cykel, jeg dansede med min skønne morfar, der lige var blevet 84 der, den eneste mand der formår at føre mig rundt i en dans. Det er først nu her, det sådan for alvor er gået op for mig, hvor meget det betyder at han var med. Skøn skøn dag, og festen var alt for kort selv om solen så småt var ved at stå op da vi tog hjem.

Så fik jeg drømme praktikpladsen, og det blev sommer. Sommeren var skøn med veninde mini-ferie i Hvidesande, masser af ture til Saksild strand, hygge i badebassin i vores lille have, en tur til Hamborg og meget mere. 

August kom med forandringer, børnehave start, nyt job til manden, praktikstart til mig, eskalering med min bror, der sagde farvel, min far der blev undersøgt for lungekræft - heldigvis ingenting... Efteråret har stille kulmineret med pres fra hovedopgave, min mor der blev undersøgt for kræft i maven, der har vist sig at være en sjælden spiserørsbetændelse, spændende praktikopgaver, graviditet... En stor pærevælling af blandede følelser og stress. Pludselig var hovedopgaven skrevet, det var ferie, det var jul, og SWIF SWAF SWUF.. væk var det "kaotiske" 2014.

Nu er det 2015, et nytår med nye blanke sider. Forude venter eksamen og forhåbentligt titlen som Multimediedesigner, længere ude  - April - skuer jeg barsel og tid til bare at være. Jeg tænger til det. Alt i mig higer efter tid til "bare" at være, at skulle forholde mig så lidt som muligt, til noget som helst, eller bare det som tiden bringer, ikke skole, ikke opgaver... bare det tiden bringer af følelser, forvirring, familie og... frihed.

Jeg har ingen nytårsforsætter, kun det at skulle være!

Hvad med dig? Har du forsætter, eller fortsætter du fra 2014? :)