onsdag den 16. september 2015

Pip

Pip

Nogle gange får jeg pip af at gå herhjemme, af at se på, hvor lidt jeg får lavet, af at sidde på den samme gren og synge den samme sang. Af at tænke de samme tanker, og blive filtret ind i de samme gamle mønstre. Kunne jeg da for pip ikke bare pippe noget nyt eller finde lidt ro med pipperiet... 

Andre gange får jeg pip af at bo i rækkehus med en nabo, der råber og ryger, og har råbende rygende gæster, i en sådan grad at jeg får astmaanfald i min stue, hvis enten havedør eller vinduer står åbne. Af at bo så tæt at naboens intime og private sager, bliver del af mine natlige drømme. Af at bo så tæt at man kan høre råbende diskussioner gennem væggene, og hvad de ser i tv.  

Jeg får pip og lyst til at tage på træk, søge mod sommer, sol og åbne vidder. Med tid og ro til fordybelse, hvor jeg kan få nye sange at synge, i stedet for de her gamle, efterhånden lidt trævlede nogen.

Det er squ godt jeg har lært mig at hækle, for måske kan jeg hækle nogle nye klude af de trævlede sange? Pip for det, og så pip pip herfra...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar