Tanker om aftryk

Da min lillebror blev døbt, var det et frygteligt snevejr. I februar. Jeg var 5år. Det sneede og sneede og sneede. Min fætter stillede sig i haven, med armene ud til siden, og sagde at han ville bygge en snemand. Så stod han der i nogle minutter, og ventede på at blive dækket af sne, mens vi andre tumlede rundt. Senere, indenfor, dristede jeg mig til at åbne havedøren, og stikke min lille fod ud i sneen, til at lave et aftryk...

I al den tid jeg har blogget, har jeg spekuleret over, hvorfor jeg blogger. Hvad er det jeg vil, hvorfor? For hvis skyld osv. Det tænker jeg tit på. Tænker i argumenter for og imod. Gransker. Gransker behovet for at tale "offentligt", behovet for at pille i navlen og smide derud i den store internet sfære, hvor alle potentielt er modtagere, hvor farerne lurer og alt gemmes. 

Jeg er kommet frem til dette:

Jeg blogger for min egen skyld. Det er fedt med følgerne og kommentarer (!), men det er primært for min egen skyld. Og det er det fordi, jeg har brug for den personlige udfordring det er, at stille mig der ud, ud i (den online) verden og tage en plads, give mig selv lov til at sige det jeg vil. 

Det lyder måske små narcissistisk når det bliver skrevet sådan sort på hvidt, men bloggen er mit forsøg på at starte et mønsterbrud. Mønsteret, hvor jeg aldrig kan sige eller gøre noget godt nok, hvor jeg altid slår mig i hovedet, og ikke tilgiver mig selv at være menneske. Hvor jeg træder til side for at give andre plads. Ikke at jeg bare vil droppe det, forstå mig ret, men når man altid træder til side for andre, kan man miste fornemmelsen for sig selv (man = jeg).

Da jeg startede bloggen læste jeg lidt om at starte en blog, og hvor vigtigt det var, at gøre sig klart, hvad bloggen kunne give andre. Helt ærligt, det ved jeg faktisk stadig ikke helt. Her er der ikke som sådan et tema. Eller er der? Er temaet for min blog hverdag, personligudvikling, og livet (mit liv)?

Om det giver andre end mig selv noget, ved jeg ikke. Men det er mit voksne forsøg på at lave et aftryk i sneen.

En beklagelse, og noget om at være en flue på væggen

Nå da for et brokkehoved jeg kan være. 

Sorry. 

Men ja barselsboblen er (i hvert fald i mit tilfælde) en boble, hvor alle følelser er i spil, hvor den ene dag kan være god og glad, nærværende og mild, mens den næste kan være træt, sur og tåget. Jeg forsøger, og det er svært, men jeg forsøger også at være nærværende i det sure og trætte, mærke efter og finde ud af hvad der er på spil. 

Men egentlig vil jeg skrive om det forunderlige i at se, en relation mellem to søskende udfolde sig. For hvor er det helt utrolig magisk at være vidne til. Jeg føler mig som en flue på væggen. Det er fedt! 

Asta er snart 5mdr. 

Da hun var omkring 3mdr. Fik hun for alvor øje på Otto, inden det kunne hun aldrig nå at stille skarpt på ham, før han var hu hej væk igen. Men ved 3mdr. fik hun for alvor øje på ham over spisebordet. Da hun var omkring 4mdr. fik Otto for alvor øje på hende, og at hun havde øje på ham. Han synes hun er så sjov og kan skrald grine af hendes runde mave, hendes mimik, lyde... You name it. 

I sidste uge udbrød han "åh mor jeg er så forelsket i Asta", og da hun i forgårs fik desideret grine flip mens hun kiggede på ham, voksede han med flere centimeter lige i det sekund. Stoltheden lyste ud af ham, og er blevet fortalt i børnehaven. 

Det er sjovt når Asta ser Otto. Hendes blik bliver ligesom et andet, og lydene også anderledes, mere mangfoldig, og hele kroppen kommer i bevægelse. Hvis hun græder, lyser hun op og falder til ro. 

Det er meget tydeligt at de, allerede, er ved at udvikle en relation og en forbundethed, som ligger uden for vores række vidde. Og jeg kender det jo fra min egen relation til mine søskende. Det er bare noget helt særligt, og hvor er jeg glad for, at vi har givet Otto og Asta hinanden. 

Jeg ved, at det bliver krig og kærlighed, men jeg ved også, at relationen kan bære det, styrke og støtte dem i alt hvad livet bringer.

Pip

Pip

Nogle gange får jeg pip af at gå herhjemme, af at se på, hvor lidt jeg får lavet, af at sidde på den samme gren og synge den samme sang. Af at tænke de samme tanker, og blive filtret ind i de samme gamle mønstre. Kunne jeg da for pip ikke bare pippe noget nyt eller finde lidt ro med pipperiet... 

Andre gange får jeg pip af at bo i rækkehus med en nabo, der råber og ryger, og har råbende rygende gæster, i en sådan grad at jeg får astmaanfald i min stue, hvis enten havedør eller vinduer står åbne. Af at bo så tæt at naboens intime og private sager, bliver del af mine natlige drømme. Af at bo så tæt at man kan høre råbende diskussioner gennem væggene, og hvad de ser i tv.  

Jeg får pip og lyst til at tage på træk, søge mod sommer, sol og åbne vidder. Med tid og ro til fordybelse, hvor jeg kan få nye sange at synge, i stedet for de her gamle, efterhånden lidt trævlede nogen.

Det er squ godt jeg har lært mig at hækle, for måske kan jeg hækle nogle nye klude af de trævlede sange? Pip for det, og så pip pip herfra...