Solen varmer og en lille vind fører duften af hyacinter over på bænken, hvor jeg sidder. Tyk og tung. Uge 38+6.
Her sidder jeg så og venter, venter på at baby for alvor vil ud. For det trækker op, men så går det ligesom i sig selv igen. Kom nu...
Jeg er spændt. Spændt på hvordan det bliver denne gang. Hvornår jeg mærker noget. Hvad jeg mærker. Hvor hurtigt det kommer til at gå. Hurtigt, knap 2 timer, hvis min jordmoder får ret, fordi Otto kun var knap 4 timer om at arrivere. Bliver det om dagen, om natten, sidder moderkagen fast igen... Uforudsigelighed!
Og hvad med Otto? Hvordan vil han reagere. For han reagerer allerede på uforudsigeligheden, alle "når, hvis'er
Måske'er"... Hvordan forbereder vi ham EGENTLIG? Kan vi overhovedet forberede ham...
Hvad ved vi overhovedet... ?
... Nå, men solen og haven er lækker, colaen smager af cola, og så må jeg bare være så tyk og tung som jeg nu er, og alting må gå som det nu går.