Vi skal lige se hinanden lidt an, eller måske har vi i virkeligheden set hinanden an længe nok, og ligger i virkeligheden på stuegulvet og wrestler på livet løs.
Der er små forandringer, som det at jeg har fået et rejsekort. Det er dælme en god forretning for midttrafik, for jeg glemmer at tjekke ud næsten hver gang. Der er også store forandringer som det at blive mor, og det at blive 30 om 3mdr...
Jeg har lige slettet sætningen "jeg har aldrig været særlig god til forandringer", for jeg ved faktisk ikke om det overhovedet er noget man kan sige, at man er god/dårlig til. Men, forandringer har det i hvert fald med at sætte mig på arbejde. Arbejde med mig selv.
Som nu det at blive mor. Jeg havde egentlig forventet, at jeg ville komme til at arbejde med mig selv igen, i mere koncentrerer form, for der er jo kommet et lille nyt menneske ind i vores familie liv, vores hverdag, i vores liv og hjerter. Det kræver i mit tilfælde noget arbejde at ændre de vaner vi havde oparbejdet, at finde rytme i det nye, holde fast i det gamle, mærke mig selv osv.
Samtidig snakker Otto en del om det at blive gammel og dø. Det har givet mig en snært af "alders angst", og følelsen af at jeg lige om lidt er gammel og kigger på mine børnebørn.
Barnet kan jo ikke så godt forbydes at stille de store spørgsmål, så mutter her, må se frygten i øjnene, og lære at være nærværende, lære at gøre det jeg finder aller vigtigst, og gøre alt det, jeg ikke vil kigge tilbage på, og fortryde jeg/vi ikke fik gjort. ... Så det at blive 30, mens barnet spørg hvornår jeg dør, har været noget af en kamel at sluge. Det lyder måske fjollet, men det har det altså!
Det at arbejde med mig selv, er ikke noget der skræmmer mig. Mine følelser skræmmer mig ikke, som de gjorde engang. Jeg er begyndt at genkende dem, fordi jeg ikke længere skubber dem væk, men i stedet kigget på dem, vender og drejer dem, mærker dem. Og det er lige præcis sådan jeg gerne vil bruge forandringerne og de udfordringer de giver mig - Til at opnå endnu større kendskab til mig selv, opnå støre hvile i mig selv og se på, hvad jeg skal lære af forandringerne. Det er jo ikke til at leve et liv uden forandringer, og måske også uforudsigelighed.
Siden jeg blev mor har jeg i den grad stået overfor mig selv på en helt anden måde end før, fordi jeg bliver nød til at svare når Otto spørg, fordi jeg bliver nød til at acceptere min egen alder, som jeg jo hele tiden mindes om, i kraft af mine børn, og fordi jeg synes det er mit aller største ansvar i forhold til det at være forbilledlig forældet, at jeg har taget ansvar for og er tro overfor mig selv.
Der er ikke altid lige let, men det er der jo ingen der har sagt det skulle være.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar