fredag den 26. juni 2015

Jeg havde glemt...

Jeg havde glemt hvordan tiden på barsel, går både hurtig og langsom. Hvordan dagene ligesom bare siver. Det er egentlig fint. Og jeg nyder, at jeg denne gang, ikke orker at presse mig selv ud eller til at ordne en masse praktisk. Jeg er langt bedre til at accepterer, at jeg når hvad jeg når.

Jeg havde glemt trætheden. Med en på 9 uger, der er ved at malke mig op, og en på 4, der vågner med mareridt om monstre og zombier, sult og andet godt, er jeg træt. Vi er trættre. Kan ikke huske hvornår jeg sidst var så træt. Men ja, heldigvis ved jeg, at det kun er for en periode. Det går over igen. Energien vender tilbage, og lige nu, er det med at nyde, at jeg bare kan lade dimser, skidt og rod være, for der er ikke en lille en, der propper alting i munden, endnu...


Jeg havde glemt nogle af de ting der følger med barselslivet og den post-gravide krop, i hvert fald for mig. Utålmodigheden i forhold til at blive sig selv igen, sådan kropsligt, den havde jeg glemt. Jeg går stadig i graviditetsbukser, og det begynder at være lidt generende med det der stykke stof op om maven. Det stresser mig egentlig ikke, at jeg endnu ikke har min før graviditets vægt, det kommer nok. Men det irriterer mig, at jeg skal gå i graviditets tøj, fordi jeg jo ikke er gravid mere. Det lyder måske meget forfængeligt, men tøj er for mig, noget der afspejler, hvem er inden i. Og der er jeg rykket videre. Ved ikke om det giver mening, men det føles ikke som om der er overensstemmelse mellem hvem jeg er, og hvem "tøjet" viser jeg er. Ja ja, så kan vi snakke om dårligt selvværd osv.. Det handler det også om, men det handler også om den udvikling der sker med en, når man bliver mor.


Jeg havde glemt ensomheden i boblen, og hvor dårlig jeg er til det her med, ikke at have så meget andet end baby guk guk og dikke dik at gå op i. Så den her gang kom jeg til at gå all in på valgkampen. Der kan jeg så afsløre, at det kunne min ammehjerne så SLET ikke kapere, og som en konsekvens har jeg lukket min facebookkonto. Den hårde tone mellem os mennesker, gav mig desideret angst! Sad med hjertebanken når jeg have logget af, og var svimmel det meste af dagen. Nu, går det meget bedre. Føler mig faktisk lidt befriet. Den ensomme følelse er faktisk også blevet lidt mindre, nu hvor jeg ikke kan se, at jeg er den eneste der har tid til at være så meget på Facebook, HA! (Det er jo så den ulykkelige konsekvens af den glædelige rytme mit barn har).


Jeg havde glemt, hvor meget tid der går med gåture og kaffe, spandevis af kaffe, og så det at finde ro med, ikke at skulle en helt masse konstant. Har lavet den regel med mig selv, at jeg skal nå en ting hver dag, jeg har lyst til fx. at tegne, pille ukrudt op i haven, strikke det der andet ærme på trøjen der har været 3 år undervejs, tage opvasken, eller hvad det nu kunne være. 1 ting! For jeg skal også slappe af, nyde kaffen, min datter og tiden alene. Det har faktisk givet ro, og gjort at jeg får gjort flere ting end bare en, nu er det bare blevet af lyst, mere end af pligt.

Jeg havde glemt, hvor meget jeg glemmer...
Jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg ville med det her indlæg. Har glemt det igen. Havde tænkt det skulle være noget mere tungt om livet generelt, men det må blive når jeg kommer i tanke om det igen.

God weekend derude, må det blive en uforglemmelig sommerlig en af slagsen :)

torsdag den 18. juni 2015

Godt valg derude :)

Så blev det d.18 Juni hvor Danmark, du og jeg, går til valg. For vi er Danmark, det er os der er fundamentet, og stemmeretten er vores ret, og pligt, i forhold til at vise hvilken vej vi ønsker Danmark skal gå i.

For snart 10 år siden var jeg meget engageret i et politisk ungdomsparti, faktisk så engageret at jeg blev opstillet til kommunalvalget, som den yngste kandidat i kommunen. Jeg brændte virkelig for sagerne, jeg havde idealer, visioner og drømme for Danmark, og lokal samfundet selvfølgelig. Jeg fik faktisk 56 personlige stemmer, men kom ikke ind (Heldigvis). Siden mistede jeg tilliden til dansk politik, ikke mindst fordi alting de seneste år har været overskygget af vækst og økonomi - hvilket måske er en meget naturlig følge af den krise vi har været igennem, men ret opslidende når det hele tiden er sparekniven der hives frem.

Det er mig lidt af en gåde, at vi ikke har lært mere af krisen. Nu genoptager vi bare at gøre, som vi gjorde før krisen. I min optik kan og skal krisen bruges til at rykke os videre, tænke nyt og få vissionerne for Danmark tilbage. Sådan forsøger jeg faktisk også i mit personlige liv, at udnytte kriser til at komme videre og lære nyt om mig selv.


Når jeg kigger på valgkampen, og den tone der er mellem politikerne, når jeg kigger på, hvordan nogle mere end andre vil fralægge sig ansvaret for den verden vi er en del af, og det miljø vi er fælles om, ja så bliver jeg altså lidt bekymret.


For mig handler det her valg, rigtig meget om hvilket land, og hvilken verden, jeg gerne vil at mine børn vokser op i - og jeg forhåbentlig selv bliver gammel i. Vi forsøger at lære vores børn (mest Otto pt. :)) at vi skal passe på vores jord, og hinanden, at vi taler ordentligt til hinanden og acceptere at vi alle er forskellige, for sådan får vi mange flere gode ideer. Det kan nogle gange synes langt fra den måde politikerne taler (og opdrager) på. Mistillid og politisk-mobning er reglen nærmere end undtagelsen. Virkelig trist!

Jeg vil ikke lægge skjul på at jeg stemmer grønt/rødt. Jeg har sat krydset ved alternativet, fordi de har vækket min interesse for politik til live, de har vækket tilliden og troen på, at vi kan gå en anden vej. Vi er nød til at tage et medansvar for den verden vi er en del af, og det miljø vi skal leve af. Fedt, at der er et parti der tør have ambitioner på Danmarks vegne, frem for at ville lægge sig i skyggen af hvad andre gør, og isolere Danmark fra omverden.

Uanset om du er enig eller uenig, så håber jeg du bruger din stemme lige netop i dag, råber op og tager stilling til din og min, og kommende generationers fremtid.  Rigtig godt valg derude :)

onsdag den 3. juni 2015

Siden sidst...

.. Har Asta været til første læge tjek, nu 54cm og 3900gram.  Imorgen er hun 6uger. Crazy som tiden flyver! Det føles som kort og lang tid på en gang. 

... Har Helle Torning udskrevet valg, og jeg kan mærke, at mit politiske engagement ligeså stille er ved at blive vækket til live efter, efterhånden, mange års dvale og opgivenhed over tonen, mangel på gennemsigtighed og fremsynede idealer i dansk politik. 

... Er Otto blevet 4år, vi har haft et års bryllupsdag og manden er blevet 31. Alt sammen hen over samme weekend. Uhm det betød kage i rigelige mængder.

... Har jeg spekuleret på om det mon bliver sommer i år? Men et myggestik med en meget voldsom reaktion til følge (se instagram) må betyde at det BLIVER sommer!
- note til fremtids Maibritt: husk myggelotion! 

... Er jeg begyndt at føle mig som sisyfos, i forhold til oprydning. Christ, det vil jo ingen ende tage... 

Hvad er der sket for dig siden sidst?