tirsdag den 13. oktober 2015

Noget om timing eller mangel på samme...

Ligger her i mørket. I min seng. Burde sove, men bruger i stedet en stund for mig selv, i stilhed. 

De tre andre sover. 


Vi kører på tredje uge med sygdom i huset. Otto slutter en pencilinkur for lungebetændelse imorgen, men før vi fandt ud af hvad det var, havde han været hjemme fra børnehave pga. let feber og lav energi. Nu er manden ramt, fuldstændig slået i gulvet, Asta virker til at have tænder på vej, og jeg har klippet mig ret meget i en finger med en beskærersaks (dumt! Meget dumt!).


Timet og tilrettelagt, eller slet ikke det der ligner.

Jes's. Er helt blæst. Det er så hjernedød hårdt. Er du så færdig mand! 

Håber og krydser for, at du derude er frisk og fuld af energi til at nyde ferien og efteråret. Drik lige en kop kakao,
 og strik lidt på en sok for mig


mandag den 5. oktober 2015

Lag, på lag

I sidste uge stod jeg og kiggede ud af vinduet på Ottos værelse, og mit blik fangede noget der flaksede i luften. Det var en sommerfugl, der satte sig på genboens gavl. Lige foran vinduet opdagede jeg en edderkop i sit spind, men det slørede lidt, på grund af en fedtet plet på indersiden af ruden, sikkert fra Ottos hånd, da han har kastet en plastik grøntsag (en majs) ud af vinduet. Samtidig lege Otto med LEGO og Asta pludrede, siddende på min hofte, og min armmuskler begyndte at værke lidt under Astas vægt. 

"Efterår på instagram"

Lige der, lige i de sekunder, gik det op for mig, hvor stor betydning det har for min milde fødselsdepression, at jeg er særligt sensitiv. For lige der, blev det tydeligt, hvor mange lag jeg næsten konstant bemærker og tager ind, analyserer og bearbejder. Det gik op for mig, at det er derfor jeg reagerer på forandringer, som jeg tidligere skrev om, fordi det ligesom rusker op i ting, der ellers var stabile. Alle vores lag fik jo pludselig en ekstra dimension, med Astas ankomst

De sidste 5mdr. (FEM MÅNEDER, WTF...?) er gået med at finde "os", finde ind til os som familie, finde ro, stabilitet og rytme, med en lille baby og en vidensbegærlig krudtugle af en 4årig. Hvem er vi nu? Og hvad gør vi nu (lille du)? 



Jeg skal starte i sundhedsplejens tilbud om gruppeterapi for fødsels"reaktion". Vi havde besøg af en af de sundhedsplejersker, som står for gruppeforløbet, og jeg tror der skete noget lige der. For både mig og Rasmus. For siden er det for alvor gået fremad. 
Og i sidste uge, føltes det pludselig som om, at tågen og ensomheden i mit hoved  lettede. Mere energi, mere glæde, mere overskud. 


Efter samtalen fik vi bestil madkassen "Livretter" hos Årstiderne, og hvor er det bare en lettelse. Helt vild! Dels fordi vi ikke skal stresse over at få lavet hverken madplan og handle, dels fordi opskrifterne nu er på papir og lige til at gå til - for os begge to! Aftensmaden "hænger ikke på" mig. Råvarerne er friske, lækre og økologiske, præcis som vi kan il' det (dette er ikke sponsoreret, blot begejstring og lettelse). Derudover har vi nu haft to weekender, med ro, og tid til at lege, rydde op i skabe, skur, køkkenhave, roderum - hvilket har fyldt i mit hoved, fordi der også var rod, hvor vi opholder os (Appropos lag). 
- Og jeg har lært mig at hækle, total optur, at jeg har kunne sætte mig ned, og gør det, rent faktisk GØRE DET. Holde fokus. Total optur!

Følelsen af at være alene, ensomheden, har ikke været så udtalt og det føles SÅ godt.