Fra 3 til 4

Fire uger er gået siden det sidste (lettere bekymrede) indlæg, og siden jeg blev mor til to. 

For efter hånden fire år siden, blev jeg mor til Otto, og dengang skrev jeg en fødselsberetning. Det var en rigtig god måde at få oplevelsen bearbejdet, få sat ord og struktur på fødselsoplevelsen. Derfor har jeg hele tiden vidst, at jeg ville skrive en, også denne gang. Og den får du her. 

Hvis du ikke bryder dig om den slags åbenheder (HØ HØ - du forstår den joke, hvis du selv har født!), så stop nu, og ha' en fortsat (forhåbentlig) dejlig dag.

Hvis du derimod tænker, at det kunne være interessant at læse om min oplevelse, så keep on reading. 

.................................................................................................................................................................. 

Da Asta ville ud i denne verden

KL. 03 den 23/4, vågnede jeg med følelsen af at mit underliv blev presset temmelig voldsomt sammen og kørt gennem en blyantspidser!"Argh, det er sikkert bare plukkeveer", men efter en 10-12 min. kom der endnu en. Av! Tanker væltede frem, er det nu, hvor hurtigt mon det kommer til at gå, hvornår skal jeg ringe til min veninde, skal jeg vække Rasmus... er det nu? 

"Hvad-er-det-nu-for-nogle-veer" gjorde for ondt og tankerne var for mange. Omkring kl.4 stod jeg op for ikke at vække Rasmus med min pusten og rastløshed. Smurte Ottos madpakker og lagde mig på sofaen. Intervallet svingede mellem 12-15min. ind i mellem længere. Det lykkedes mig at falde i søvn en lille halv time, men jeg vågnede da Rasmus stod op ved 05.30. 

Det var rart at Rasmus kom op, nu kunne vi sætte ord på tankerne sammen, mon det er nu? Og jeg fik sagt "Jeg tror måske det er smart hvis du arbejder hjemme fra i dag".  Jeg gik op i seng igen, men da der begyndte at være kortere interval mellem  "hvad-er-det-nu-for-nogle-veer", besluttede vi at få Otto op og klar til børnehave. Otto opdagede ingenting, og det var meget bevidst. Han ville bare bekymre sig omme i børnehaven.

   

KL. 7.08 ringede jeg til fødegangen. Intervallet var pludseligt sprunget fra 12 til 7 til 3 minutter fra start til start. Talte med Jordmoder Anette, der sagde at det da lød til at fødslen var i gang, så de ville godt undersøge mig, hvis jeg havde lyst. JO TAK!

Vi fik taget de sidste billeder af maven, af os som tre, og af Otto der nysser maven en sidste gang. Det var SÅ specielt! (Nu, her på  bagsiden, kan jeg så se hvor opsvulmet og rød jeg er i bærret, fordi fødslen er i gang).

" Åh ha Rasmus, det er SÅ underligt at vide, at det værste venter endnu" sagde jeg, da Otto var afleveret og Rasmus kom hjem efter mig. Mellem veerne var jeg konstant i tvivl, om det var i gang, eller om det var gået i stå, og jeg var i vældig godt humør. På vejen holdt vi for rødt i et kryds. En dame er ved at dele små poser ud. "Åh nej Rasmus, jeg ruller altså ikke ned" men det gjorde jeg så alligevel... Og damen fra Djursland bank stak en lille papirspose ind, og ønskede os en rigtig god dag. "Jo tak, du skulle bare vide" grinede vi lidt da vinduet var rullet op og der blev grønt.

KL.8.30 var vi på Skejby, og jeg var mildest talt træt af alle lyde, specielt lyden fra det køretøj, der vaskede gulvet... Lidt efter  blev jeg undersøgt,  4 cm. åben, jeg var i fødsel og vi kunne blive på stuen. Anette gik ud og jeg jokede "To timer Rasmus så er vi forældre" Ha ha, sikke sjov jeg var! Kort efter fik jeg det virkelig skidt, veerne var kraftige, men dog med pauser. Efter en time kunne jeg mærke en begyndende panik, over problemer med at holde fokus under veerne, der virkelig tog godt fat. og en tristhed over og følelse af, ikke at kunne håndtere smerterne som jeg gerne ville.

Jeg blev undersøgt for at forsøge at give mig ro og ide om det gik fremad. 8 cm. Wow. Det gav lidt ro i forhold til at kunne overskue smerte-tidshorisonten. Der blev gjort et bad klar, for at se om det kunne lindre. Det var faktisk dejligt at komme ned i karret. Det gjorde at de pauser jeg trods alt havde, var mere afslappede, og ikke så anspændte pga. venten på den næste ve. Havde endda overskud til at joke lidt mere "Det bliver dyrt det her Rasmus, det bliver dyrt".

Der gik ikke lang tid før jeg begyndte at have pressetrang, og det gjorde for ondt i lænden i liggende stilling. Rasmus hev i snoren, for at kalde Anette og hjælperen ind. Herefter gik det hurtigt, og er mere tåget. Blev undersøgt igen, en fødestol blev fundet frem, og jeg kom over på den.

På et tidspunkt mellem presseveer siger jeg til Anette "Jeg har bare lyst til at sige, Jeg vil ikke... "
De forsøgte at finde hjertelyd mellem et par veer, og en ekstra jordmoder blev kaldt ind. Da de igen ikke kunne finde hjertelyden, fik jeg den sidste motivation til at min baby skulle ud. NU!  Og ud kom Asta; lille, fin og fuld af lyd kl.10.38. 

For at være ærlig, jeg bliver aldrig hende, der kommer til at sige "Årh, det er som at smutte mandler", eller at det ikke gør ondt, eller at jeg kunne føde igen og igen og igen, for fødsler er fantastiske... Herre jemini det er jo så ubeskrivelig en smerte! Men... når jeg tænker på det endelige produkt, følelsen og den første tid med en helt, helt nyfødt, så kunne jeg måske godt, igen.. engang. 

Den her gang har det været færre tårer, men ligeså mange tanker. Der er mange ting, der minder om sidst, og mange ting der er helt anderledes, men mere om det en anden gang. 

Hvis du stadig er der, så tak fordi du læste med, og ha' nu en helt igennem fortsat dejlig dag.