Sikke en mandag morgen, sådan en med flere storebror konflikter mens baby skriger, end moderens energi lige var til, sådan en morgen der kræver kaffe, en kanelsnegl, og sofa for at komme ovenpå igen.
Jeg har lyst til at skrive om en oplevelse jeg havde den anden dag, og om de forskellige tanker, der kom i kølvandet på den.
5minutter, tusind tanker.
Jeg går ud på stien. Lukker lågen bag mig, og triller afsted mod bussen. Længere fremme går en lille pige, 4år'ish, længere fremme går hendes mor, med hovedet bøjet over mobilen.
Jeg indhenter pigen, hun går midt på stien, så det ikke sådan lige er til at komme forbi. Pyt tænker jeg, og smiler lidt for mig selv, jeg har ikke travlt. Pigen kigger kort op på mig, men går så stille videre mens hun visker lidt for sig selv.
Moderen kalder, uden at kigge op fra mobilen, stikker en anden hånd ud så pigen kan tage fat. Men pigen er langt fra hånden. Efter lidt tid vender moderen sig om. Ser at jeg går bag pigen med barnevogn. Bliver så irriteret på pigen, går hen, tager hendes hånd lidt vredt, og siger at hun ikke kan værd bekendt at gå så langsomt, når der går en dame bag ved hende.
Ud af min mund ryger det, "det er altså ok". Og lige der tænker jeg, at det skulle have været formuleret anderledes. Og lige der svarer moderen irriteret, "Nej, det er det ikke, det er sådan noget hun skal lære". Jeg får sagt, "Det er også rigtigt, jeg kender det godt..."
De går videre med lidt mere tempo, moderen vender tilbage til mobilen, og slipper pigens hånd. Pigen kigger meget på mig, så jeg spørg om de skal med bussen, og hun fortæller begejstret, at de skal i Tivoli, og hun danser næsten ind i bussen, og sidder på sædet og synger forskellige sange, og siger til sin mor, at hun skal ringe til børnehave. Mor svarer "ja det havde jeg ligesom også tænke mig." Stadig optaget af sin mobil. Pigen kravler over på sædet lige foran mig, og kigger ind i mellem om på mig med en sang på læben. Jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvordan jeg skal forholde mig.
...
#Tanker
#1 - Jeg indhenter pigen og tænker pyt...
Dagligt øver jeg mig i at acceptere, at ting ikke altid går præcis som heg gerne vil. Dagligt forsøger jeg at finde ro og glæde i de forskellige oplevelser jeg står over for.
Lige der, kunne jeg være blevet irriteret, lige der kunne jeg være blevet stresset. I stedet greb jeg chancen for at komme ned i tempo, nyde solens varme på ryggen, et sovende barn.
#2 - "Du kan ikke være bekendt at gå så langsom når der går en dame bagved"
Kan hun ikke? Hvorfor? Hvis jeg ville forbi, er det så ikke MIG, der bare kan sige, "hov må jeg ikke komme forbi dig?"
I stedet for at pigen skal lære at tage hensyn til andre, skal hun vel lære at stole på, at andre kan administrere om de vil forbi eller ej? Det er lige præcis det jeg selv skal lære at stole på, at andre kan italesætte deres behov, at jeg ikke skal gætte mig frem til det, tage hensyn til ting jeg ikke ved noget om. At de tager det hensyn til sig selv, at de siger, hvad de har brug for, om det så er at komme forbi osv. Når vi skal være så opmærksomme på andre, glemmer vi vores egne grænser, det ved jeg kun ALT for godt!
# 3 - "Det er altså ok"
Det jeg bagefter hellere ville have sagt var, "Jeg har ikke travlt/Det er altså ok for MIG/Jeg skal nok sige til, hvis jeg vil forbi".
Jeg forstår godt moderens irritation, jeg bliver selv så irriteret når andre "mod-opdrager". Det røg bare ud af mig. Fik det lidt dårligt med mig selv og min reaktion. Men min reaktion var nok i virkeligheden ligeså umiddelbar som hendes egen.
På den ene side synes jeg det var dumt sagt, jeg blandede mig, det kunne jeg godt have ladet være med. På den anden side, hvis modern fra starten havde haft fokus på sin datter, frem for mobilen, haft hende i hånden og snakket med hende, ville situationen måske aldrig være opstået..?! ?
#4 - "Det er rigtig, jeg kender det godt"
Igen kunne det være formuleret mere skarpt eller bare med tavshed... Men det bliver så tydeligt, hvor perpleks jeg bliver i sådanne situationer, hvordan jeg ikke kan tænke "gode" svar så hurtigt, når jeg står overfor nogen, der virker irriteret.
Det bliver så tydeligt, hvor svært jeg har ved, bare at være et menneske og tilgive mig selv og min måde at handle på. Det skal være SLUT!
#5 - Mobil samfund
Situationen gjorde mig, igen, opmærksom på vores tids "opkobling". Jeg er næsten ikke i tvivl om, at pigen gik langsom, som en konsekvens af den manglende opmærksomhed fra moderen. Hun ignorerede fuldstændig moderens uopmærksomme kalden.
Min opmærksomhed har den sidste tid været meget rettet mod vores mobilforbrug her i hjemmet. Jeg er blevet opmærksom på, hvilke følelser jeg selv får, når Rasmus fx kigger på sin mobil, en irrationel følelse af at blive fravalgt. Hvad mon Otto oplever?
Jeg er også blevet opmærksom på de følelser/behov jeg selv har når jeg griber mobilen, behovet for en pause, for andre input end guk guk og hverdags praktik. Men jeg væmmes, når jeg gør det for meget, og jeg forsøger virkelig, at skære ned på forbruget, mens Otto er tilstede og Asta er vågen.
Jeg får næsten fysiske tiks når jeg er sammen med nogen, fører samtaler med folk, der samtidig lige skal tjekke facebook, skrive beskeder, læse en artiklen på nettet osv. Jeg synes simpelthen det er så irriterende, jeg oplever det virkelig som en afvisning, som en kritik af mig - at jeg er mindre spændende end internettet. Hallo, who's not? Ingen kan jo konkurrere med nettets informations load. Men altså... Igen, hvis de lige siger, "Vent lige, jeg skal lige skrive den her besked", så er det noget andet. Så ef deres behov italesætte, og jeg gemme monologen, til vi kan have en dialog.
#6 - At være i nuet
Jeg har tænkt meget over, hvorfor jeg mon endte netop i den situation, 5minutter, der i den grad gav stof til eftertanke.
Grunden var vel, at jeg skulle igennem hele den tankerække som jeg har forsøgt at grifle ned her, at jeg skulle blive opmærksom på, hvor meget der er at lære i selv små, dog komplekse, øjeblikke, hvor meget der er at lære, når jeg er i nuet.
#7 - Forundring
Tænk at 5minutter kan give SÅ meget eftertanke. Jeg synes det er fantastik, spændende og udfordrende.
#8 - Hvad tænker du?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar