tirsdag den 3. marts 2015

100 blogindlæg der ikke blev til noget, men 1 der pludselig blev sat fri....


HA! Jeg har igen bare tænkt en masse blogindlæg, de er hverken kommet på papir eller i æteren.
Jeg synes jeg er lidt omtåget fortiden, tænker det er en blanding af hormoner og søvn fyldt af syrede drømme. Drømmer om maskiner, der suger "ekstra børn" (vi ikke vidste var der) ud af maven, om skænderier med mine forældre, om kontoret, om ramsløg... Alt bliver fordøjet.

Men det går egentlig meget godt. Hverdagene suser forbi, det samme gør ugerne. 

Den her graviditet er fløjet forbi, og i går blev jeg lidt ked af, at den snart er slut, mest fordi mit hoved ikke rigtig har været med det første lange, lange stykke tid af graviditeten. Jeg havde simpelthen for travlt i efteråret og frem til d.16 Januar, hvor jeg blev færdiguddannet multimediedesigner. Det nytter ikke rigtig noget, hverken at være ked af det, eller ønske det anderledes. Det var/er jo som det er, og det må jeg så bruge tid på at acceptere, og prøve i fulde drag at nyde det sidste af graviditeten. 


Uhmmmm forår!

I virkeligheden er der måske heller ikke så meget at tænke over anden gang, måske er det meget naturligt at tiden bare suser af sted, for jeg har jo ting der skal ses til og passes. Måske er det lige netop det, der er forskellen fra første til anden gang? Eller hvad tænker du?

Faktisk har jeg slet ikke det samme behov for at sætte mig ind i en masse om baby, om forældre rollen, om søvn, mad... jamen ved GUD jeg læste meget da jeg ventede Otto. Hvis graviditeten havde været meget længere end den var, havde jeg nok nået at læse om det at have en teenager også... Som jo er utrolig relevant når man venter en baby...  
Den her gang er jeg jo mor, vi er forældre, og den ro og sikkerhed jeg har fundet i den rolle, tænker jeg gør, at jeg ikke har samme behov for information og viden. Nej, jeg udelukker ligefrem en del information, særligt den fra miljøstyrelsen, som i den grad provokerer mig, med deres kampagne "TAK Mor" - undskyld, men hvor blev Far lige af i deres ligning? (tik tak tik tak...HORMON BOMBE - that's me)

Jeg forsøger at nyde tiden med Otto, putte, kilde og lege, i det omfang vi begge to har energi til (Kan godt afsløre at min energi slipper først op). Det er sjovt at se, hvordan han bliver mere og mere opmærksom på baby, hvordan han ligeså stille er begyndt at tænke lille-X med ind i forskellige sammenhænge, som fx hvilken LEGO den skal ønske sig, hvilken stol den skal sidde på osv. 

Den anden dag, da han sprang fra bordet efter vi havde spist, slog noget ham pludseligt "Jeg skal lige sige noget til baby.." Han kom hen til maven, satte munden helt ind til navlen og sagde "Jeg elsker dig"

Der vokser ikke bare en baby i mig, men også en storebror i Otto og jeg smelter allerede, bare lige lidt.