Idag er jeg hjemme med ondt i halsen. Med ondt i hals og ører når jeg synker, ømme lymfer og et hoved der er lidt tungere end ellers... Og jeg har så dårlig samvittighed!
Det er faktisk lidt åndsvagt! Alle mennesker bliver syge, det er ikke noget du selv styrer, det kommer og går, og lige nu er jo ret meget højsæson. Det er sikkert min krop der reagerer på de sidste par måneders stigende pres fra forskellige områder.
"NU er det nok Maibritt, jeg vil ikke presses mere" siger den, mens mit hoved kører på og pisker "kom nu, kom nu, lidt mere, bare lige lidt mere, kom nu, om 3 uger SÅ får du fri".
Det er et dårligt mønster jeg har mig der, ja sådan set to, både det her med at få dårlig samvittighed over at være syg, men også det her med at presse mig selv på trods af kroppens signaler. Men det hænger sammen, uløseligt sammen, og jeg ved godt hvor det kommer fra. Det kommer nemlig fra det sted, som jeg tidligere har nævnt her uden rigtig at nævne det, det område som er der mit behov for at blogge kommer fra.
Jo, alting hænger sammen, og det bliver bare mere og mere tydeligt for mig hvordan, og hvorfor.
Nå, men du sidder måske og tænker over, hvad det så er for et "Område". Sig det nu... Jo, ser du... Nej, det bliver lige en lille fortælling, så læs med:
Da jeg var fem blev jeg storesøster, og midter barn. Jeg vågnede i fodenden af mine forældres seng den nat, midt i december, hvor de var på sygehuset. Min farmor sov i min seng, og jeg kan huske hun tændte min lyserøde lampe med disney figurer, og sad der med sit krøllede sorte hår i det rødelige lys, og min søster kom ud. Farmor fortalte, at mor og far var på sygehuset. Resten af natten sov jeg sammen med min søster. Dagen efter tog min far os med på sygehuset, og jeg gav en lille Anders And bamse til lillebror. Han var så fin som han lå der, og i søvne greb så fast, så fast, med sin lille hånd, om min lille finger, og mit hjerte.
Jeg blev diplomaten i midten, mellem en storesøster og en lillebror. Alting var temmelig meget som tingene nu er i en familie på 5, i hvert fald sådan rimeligt. Men som jeg husker det, gik der ikke lang tid, før der lå en fornemmelse i familien af, at der var et eller andet anderledes.
Og så springer vi lige til der, hvor det for alvor bliver bekræftet, at noget er anderledes. Da min bror er 17 får han tre psykiske diagnoser. Han var 17år. 17år.. Det er sent! Og lige i dag vil jeg ikke berette om de LANGE år op til afklaringen, selv om det nok er den tid fra 9mdr.-17år, der har fået så utrolig afgørende betydning for de mønstre jeg slås med i dag.
I de 17år, har jeg lært at overleve, at tilpasse mig, og ikke at gøre væsen ud af mig selv, for så gik alting nemmest både praktisk, og socialt. Det er ikke noget mine forældre har sagt til mig, eller stillet krav om, men som barn fornemmer man utrolig hurtigt, hvordan man bedst indgår i fællesskabet, hvordan man overlever og skaber sig selv de bedste betingelser. Og det var ved at være pligtopfyldende, og gøre så lidt væsen af mig selv som muligt.
Og så er vi tilbage til det her med at gøre væsen af sig selv. Det er lige præcis det jeg føler jeg gør idag, ved at være syg (uden på nogen måde at kunne kontrollere det). Idag er jeg til besvær for min arbejdsgiver! Jamen det er det jeg føler, for det ligger så indgroet i mig, hvor tosset jeg så rationelt kan se det er. Hele min krop siger, at jeg er besværlig, og det påvirker mine tanker. MEN, positivt set, kan jeg jo se det, og derfor begynde at gøre op med det, og som jeg tidligere skrev, begynde at kniple nye mønstre.
Fordi jeg har lært mig selv, ikke at være til besvær og gøre væsen af mig selv, er jeg også blevet uhensigtsmæssigt god til at presse mig selv. Det kan selvfølgelig have sine fordele, men så sandelig også sine ulemper! Bagsiden er jo netop, at kroppen på et tidspunkt begynder at sige fra - og særligt i situationer, hvor der er brug for at kæmpe lidt mere. Bagsiden er, at jeg er enormt dårlig til at lytte til min krop, med det resultat at jeg kører på, og overhører diverse signaler, som for mange ømme plukkeveer, nu hvor jeg er gravid. For bare at nævne et eksempel.
De nye mønstre jeg knipler skal indeholde noget mere gøren væsen af sig selv, og en god portion opmærksomhed og respekt overfor min krop! Jeg er på vej - for "det handler jo om at gøre det" ikke?
Men det tager tid!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar