Forandringer

Der er noget med mig og forandring. 

Vi skal lige se hinanden lidt an, eller måske har vi i virkeligheden set hinanden an længe nok, og ligger i virkeligheden på stuegulvet og wrestler på livet løs. 

Der er små forandringer, som det at jeg har fået et rejsekort. Det er dælme en god forretning for midttrafik, for jeg glemmer at tjekke ud næsten hver gang. Der er også store forandringer som det at blive mor, og det at blive 30 om 3mdr...

- et eksempel på naturens forandring, og opbygning i lag på lag. 

Jeg har lige slettet sætningen "jeg har aldrig været særlig god til forandringer", for jeg ved faktisk ikke om det overhovedet er noget man kan sige, at man er god/dårlig til. Men, forandringer har det i hvert fald med at sætte mig på arbejde. Arbejde med mig selv. 

Som nu det at blive mor. Jeg havde egentlig forventet, at jeg ville komme til at arbejde med mig selv igen, i mere koncentrerer form, for der er jo kommet et lille nyt menneske ind i vores familie liv, vores hverdag, i vores liv og hjerter. Det kræver i mit tilfælde noget arbejde at ændre de vaner vi havde oparbejdet, at finde rytme i det nye, holde fast i det gamle, mærke mig selv osv. 

Samtidig snakker Otto en del om det at blive gammel og dø. Det har givet mig en snært af "alders angst", og følelsen af at jeg lige om lidt er gammel og kigger på mine børnebørn. 

Barnet kan jo ikke så godt forbydes at stille de store spørgsmål, så mutter her, må se frygten i øjnene, og lære at være nærværende, lære at gøre det jeg finder aller vigtigst, og gøre alt det, jeg ikke vil kigge tilbage på, og fortryde jeg/vi ikke fik gjort. ... Så det at blive 30, mens barnet spørg hvornår jeg dør, har været noget af en kamel at sluge. Det lyder måske fjollet, men det har det altså!

Det at arbejde med mig selv, er ikke noget der skræmmer mig. Mine følelser skræmmer mig ikke, som de gjorde engang. Jeg er begyndt at genkende dem, fordi jeg ikke længere skubber dem væk, men i stedet kigget på dem, vender og drejer dem, mærker dem. Og det er lige præcis sådan jeg gerne vil bruge forandringerne og de udfordringer de giver mig - Til at opnå endnu større kendskab til mig selv, opnå støre hvile i mig selv og se på, hvad jeg skal lære af forandringerne. Det er jo ikke til at leve et liv uden forandringer, og måske også uforudsigelighed. 

Siden jeg blev mor har jeg i den grad stået overfor mig selv på en helt anden måde end før, fordi jeg bliver nød til at svare når Otto spørg, fordi jeg bliver nød til at acceptere min egen alder, som jeg jo hele tiden mindes om, i kraft af mine børn, og fordi jeg synes det er mit aller største ansvar i forhold til det at være forbilledlig forældet, at jeg har taget ansvar for og er tro overfor mig selv. 

Der er ikke altid lige let, men det er der jo ingen der har sagt det skulle være. 

Det øjeblik

... hvor naboens veninde spørg, hvordan det går med Astas kolik... Kolik? Har hun kolik? Det vidste vi squ ikke. Er vi bare blevet immune over for babygråd, eller har naboen glemt at babyer græder? 

... hvor det går op for en, at man kun er et menneske, med hud og hår, ømme fødder og modsat rettede følelser. Det er squ scary stuff! 

... hvor vaskemaskinen bipper, at den er færdig og det føles som en ørkenvandring at hente og hænge tøjet til tørre. 

... hvor Asta kluk griner over sangen "Du er ikke alene" og alt andet bliver fuldstændig lige gyldigt. 

... hvor den uendelige kærlighed til familien slår benene væk under en. Det øjeblik, hvor det at være menneske-mor og en del af noget større føles fuldstændig angstprovokerende fantastisk overvældende. 

Det øjeblik! 

Krumspring

Åhhhhh jeg har de vildeste cravings for tiden. Meget værre end da jeg var gravid og havde overdrevet lyst til sushi og ostepops (dog ikke sammen).

Nu er det sukker, kaffe og kulhydrater. Sukker i form af al slags kage, slik, chokolade. Kaffe, ja i form af kaffe, og kulhydrater i form af brød, brød og brød. 

Jeg forsøger at finde alternativer, lave dadelkugler, paleo brød, spise frugt og riskiks... Det virker bare ikke. 

Falder i, tager en is fra fryseren, spiser boller med smør, køber kage, bager kage, laver alt for meget kaffe som jeg så drikker hurtigt... Kan ikke lade være. 

Prøver at acceptere det, men laver så igen krumspring, falder så i igen, prøver at acceptere det, laver så krumspring... 

Falder i igen.

 

Blame it on the amning, og den brudte søvn... 

Det bliver nok bedre. Engang. 

5 minutter, 1000 tanker.

Sikke en mandag morgen, sådan en med flere storebror konflikter mens baby skriger, end moderens energi lige var til, sådan en morgen der kræver kaffe, en kanelsnegl, og sofa for at komme ovenpå igen. 

Jeg har lyst til at skrive om en oplevelse jeg havde den anden dag, og om de forskellige tanker, der kom i kølvandet på den. 

5minutter, tusind tanker. 

Jeg går ud på stien. Lukker lågen bag mig, og triller afsted mod bussen. Længere fremme går en lille pige, 4år'ish, længere fremme går hendes mor, med hovedet bøjet over mobilen. 

Jeg indhenter pigen, hun går midt på stien, så det ikke sådan lige er til at komme forbi. Pyt tænker jeg, og smiler lidt for mig selv, jeg har ikke travlt. Pigen kigger kort op på mig, men går så stille videre mens hun visker lidt for sig selv. 

Moderen kalder, uden at kigge op fra mobilen, stikker en anden hånd ud så pigen kan tage fat. Men pigen er langt fra hånden. Efter lidt tid vender moderen sig om. Ser at jeg går bag pigen med barnevogn. Bliver så irriteret på pigen, går hen, tager hendes hånd lidt vredt, og siger at hun ikke kan værd bekendt at gå så langsomt, når der går en dame bag ved hende. 

Ud af min mund ryger det, "det er altså ok". Og lige der tænker jeg, at det skulle have været formuleret anderledes. Og lige der svarer moderen irriteret, "Nej, det er det ikke, det er sådan noget hun skal lære". Jeg får sagt, "Det er også rigtigt, jeg kender det godt..."

De går videre med lidt mere tempo, moderen vender tilbage til mobilen, og slipper pigens hånd. Pigen kigger meget på mig, så jeg spørg om de skal med bussen, og hun fortæller begejstret, at de skal i Tivoli, og hun danser næsten ind i bussen, og sidder på sædet og synger forskellige sange, og siger til sin mor, at hun skal ringe til børnehave. Mor svarer "ja det havde jeg ligesom også tænke mig." Stadig optaget af sin mobil. Pigen kravler over på sædet lige foran mig, og kigger ind i mellem om på mig med en sang på læben. Jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvordan jeg skal forholde mig. 

...

#Tanker

#1 - Jeg indhenter pigen og tænker pyt...

Dagligt øver jeg mig i at acceptere, at ting ikke altid går præcis som heg gerne vil. Dagligt forsøger jeg at finde ro og glæde i de forskellige oplevelser jeg står over for. 

Lige der, kunne jeg være blevet irriteret, lige der kunne jeg være blevet stresset. I stedet greb jeg chancen for at komme ned i tempo, nyde solens varme på ryggen, et sovende barn. 

#2 - "Du kan ikke være bekendt at gå så langsom når der går en dame bagved"

Kan hun ikke? Hvorfor? Hvis jeg ville forbi, er det så ikke MIG, der bare kan sige, "hov må jeg ikke komme forbi dig?"

I stedet for at pigen skal lære at tage hensyn til andre, skal hun vel lære at stole på, at andre kan administrere om de vil forbi eller ej? Det er lige præcis det jeg selv skal lære at stole på, at andre kan italesætte deres behov, at jeg ikke skal gætte mig frem til det, tage hensyn til ting jeg ikke ved noget om. At de tager det hensyn til sig selv, at de siger, hvad de har brug for, om det så er at komme forbi osv. Når vi skal være så opmærksomme på andre, glemmer vi vores egne grænser, det ved jeg kun ALT for godt! 

# 3 - "Det er altså ok"

Det jeg bagefter hellere ville have sagt var, "Jeg har ikke travlt/Det er altså ok for MIG/Jeg skal nok sige til, hvis jeg vil forbi". 

Jeg forstår godt moderens irritation, jeg bliver selv så irriteret når andre "mod-opdrager". Det røg bare ud af mig. Fik det lidt dårligt med mig selv og min reaktion. Men min reaktion var nok i virkeligheden ligeså umiddelbar som hendes egen.

På den ene side synes jeg det var dumt sagt, jeg blandede mig, det kunne jeg godt have ladet være med. På den anden side, hvis modern fra starten havde haft fokus på sin datter, frem for mobilen, haft hende i hånden og snakket med hende, ville situationen måske aldrig være opstået..?! ?  

#4 - "Det er rigtig, jeg kender det godt"

Igen kunne det være formuleret mere skarpt eller bare med tavshed... Men det bliver så tydeligt, hvor perpleks jeg bliver i sådanne situationer, hvordan jeg ikke kan tænke "gode" svar så hurtigt, når jeg står overfor nogen, der virker irriteret.

Det bliver så tydeligt, hvor svært jeg har ved, bare at være et menneske og tilgive mig selv og min måde at handle på. Det skal være SLUT!

#5 - Mobil samfund

Situationen gjorde mig, igen, opmærksom på vores tids "opkobling". Jeg er næsten ikke i tvivl om, at pigen gik langsom, som en konsekvens af den manglende opmærksomhed fra moderen. Hun ignorerede fuldstændig moderens uopmærksomme kalden. 

Min opmærksomhed har den sidste tid været meget rettet mod vores mobilforbrug her i hjemmet. Jeg er blevet opmærksom på, hvilke følelser jeg selv får, når Rasmus fx kigger på sin mobil, en irrationel følelse af at blive fravalgt. Hvad mon Otto oplever?

Jeg er også blevet opmærksom på de følelser/behov jeg selv har når jeg griber mobilen, behovet for en pause, for andre input end guk guk og hverdags praktik. Men jeg væmmes, når jeg gør det for meget, og jeg forsøger virkelig, at skære ned på forbruget, mens Otto er tilstede og Asta er vågen. 

Jeg får næsten fysiske tiks når jeg er sammen med nogen, fører samtaler med folk, der samtidig lige skal tjekke facebook, skrive beskeder, læse en artiklen på nettet osv. Jeg synes simpelthen det er så irriterende, jeg oplever det virkelig som en afvisning, som en kritik af mig - at jeg er mindre spændende end internettet. Hallo, who's not? Ingen kan jo konkurrere med nettets informations load. Men altså... Igen, hvis de lige siger, "Vent lige, jeg skal lige skrive den her besked", så er det noget andet. Så ef deres behov italesætte, og jeg gemme monologen, til vi kan have en dialog. 

#6 - At være i nuet

Jeg har tænkt meget over, hvorfor jeg mon endte netop i den situation, 5minutter, der i den grad gav stof til eftertanke. 

Grunden var vel, at jeg skulle igennem hele den tankerække som jeg har forsøgt at grifle ned her, at jeg skulle blive opmærksom på, hvor meget der er at lære i selv små, dog komplekse, øjeblikke, hvor meget der er at lære, når jeg er i nuet.

#7 - Forundring

Tænk at 5minutter kan give SÅ meget eftertanke. Jeg synes det er fantastik, spændende og udfordrende.

#8 - Hvad tænker du? 

P.A.U.S.E.

Igår læste jeg et rigtig fint indlæg ovre hos Mere Maria, som i inspirerede mig til et ærligt indlæg. Egentlig har jeg arbejdet på et par stykker hen over sommeren... Men here goes. 

Jeg er træt. På den der måde, hvor det summer i kinderne, og det føles som om jeg har grædt længe. Det har jeg ikke. Ikke lige idag i hvert fald. Jeg har bare to små børn på 4år og 3,5mdr. 

For en måneds tid siden blev jeg screenet for fødselsdepression. Jeg scorede 12, hvilket er lige på grænsen. Det havde jeg nok egentlig regnet med. Humøret var vendt. For meget indre selvkritik, for meget irritation, frustration og tårer. Overskuddet svinger stadig fra dag til dag. Og ferien var en stor pose af godt og blandet. 

Nogle dage er gode, med overskud til håndtering af konflikter, andre dage er tålmodigheden lille, håndteringen af konflikter knap så god, nogle dage er stenede, nogle fulde af tårer, andre fyldt med grin. Og alle dage kan skuden vende i løbet af meget kort tid. På minutter kan energien forlade min krop så jeg føler mig kørt over af en... gaffeltruck.

Jeg kan mærke et voksende behov for tid til mig selv. En pause. Tid til bare lige at være mig, helt stille, uden nogen der konstant kræver enten min krop, et svar, eller en stillingtagen. Bare ro. Helt stille. Ro. Pause.

Ammehjerne vol.1

Den anden aften tog jeg mig selv i at børste tænder med Ottos tandbørste.

Igår var jeg ved at give Asta Ottos underbukser på.

En dag tog jeg en affaldspose med brugte bleer med på indkøb. Vi har max 50 meter til skraldeskuret, men havde glemt bleerne under vognen, mellem hoveddør og skraldespand. 

Lige nu har jeg glemt de mange andre udslag af ammehjerne, der har været. 

Generelt glemmer jeg konstant, hvad jeg gik efter, hvad jeg ville sige, ja næsten hvor jeg er... Ting ligger mystiske steder, fordi jeg lægger dem fra mig, og glemmer at få dem med igen, og derefter hvor jeg lagde dem, når jeg husker dem igen... 

Forvirret? Welcome to my World..... :)

Jeg havde glemt...

Jeg havde glemt hvordan tiden på barsel, går både hurtig og langsom. Hvordan dagene ligesom bare siver. Det er egentlig fint. Og jeg nyder, at jeg denne gang, ikke orker at presse mig selv ud eller til at ordne en masse praktisk. Jeg er langt bedre til at accepterer, at jeg når hvad jeg når.

Jeg havde glemt trætheden. Med en på 9 uger, der er ved at malke mig op, og en på 4, der vågner med mareridt om monstre og zombier, sult og andet godt, er jeg træt. Vi er trættre. Kan ikke huske hvornår jeg sidst var så træt. Men ja, heldigvis ved jeg, at det kun er for en periode. Det går over igen. Energien vender tilbage, og lige nu, er det med at nyde, at jeg bare kan lade dimser, skidt og rod være, for der er ikke en lille en, der propper alting i munden, endnu...

Jeg havde glemt nogle af de ting der følger med barselslivet og den post-gravide krop, i hvert fald for mig. Utålmodigheden i forhold til at blive sig selv igen, sådan kropsligt, den havde jeg glemt. Jeg går stadig i graviditetsbukser, og det begynder at være lidt generende med det der stykke stof op om maven. Det stresser mig egentlig ikke, at jeg endnu ikke har min før graviditets vægt, det kommer nok. Men det irriterer mig, at jeg skal gå i graviditets tøj, fordi jeg jo ikke er gravid mere. Det lyder måske meget forfængeligt, men tøj er for mig, noget der afspejler, hvem er inden i. Og der er jeg rykket videre. Ved ikke om det giver mening, men det føles ikke som om der er overensstemmelse mellem hvem jeg er, og hvem "tøjet" viser jeg er. Ja ja, så kan vi snakke om dårligt selvværd osv.. Det handler det også om, men det handler også om den udvikling der sker med en, når man bliver mor.

Jeg havde glemt ensomheden i boblen, og hvor dårlig jeg er til det her med, ikke at have så meget andet end baby guk guk og dikke dik at gå op i. Så den her gang kom jeg til at gå all in på valgkampen. Der kan jeg så afsløre, at det kunne min ammehjerne så SLET ikke kapere, og som en konsekvens har jeg lukket min facebookkonto. Den hårde tone mellem os mennesker, gav mig desideret angst! Sad med hjertebanken når jeg have logget af, og var svimmel det meste af dagen. Nu, går det meget bedre. Føler mig faktisk lidt befriet. Den ensomme følelse er faktisk også blevet lidt mindre, nu hvor jeg ikke kan se, at jeg er den eneste der har tid til at være så meget på Facebook, HA! (Det er jo så den ulykkelige konsekvens af den glædelige rytme mit barn har).

Jeg havde glemt, hvor meget tid der går med gåture og kaffe, spandevis af kaffe, og så det at finde ro med, ikke at skulle en helt masse konstant. Har lavet den regel med mig selv, at jeg skal nå en ting hver dag, jeg har lyst til fx. at tegne, pille ukrudt op i haven, strikke det der andet ærme på trøjen der har været 3 år undervejs, tage opvasken, eller hvad det nu kunne være. 1 ting! For jeg skal også slappe af, nyde kaffen, min datter og tiden alene. Det har faktisk givet ro, og gjort at jeg får gjort flere ting end bare en, nu er det bare blevet af lyst, mere end af pligt.

Jeg havde glemt, hvor meget jeg glemmer...
Jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg ville med det her indlæg. Har glemt det igen. Havde tænkt det skulle være noget mere tungt om livet generelt, men det må blive når jeg kommer i tanke om det igen.

God weekend derude, må det blive en uforglemmelig sommerlig en af slagsen :)