Lag, på lag

I sidste uge stod jeg og kiggede ud af vinduet på Ottos værelse, og mit blik fangede noget der flaksede i luften. Det var en sommerfugl, der satte sig på genboens gavl. Lige foran vinduet opdagede jeg en edderkop i sit spind, men det slørede lidt, på grund af en fedtet plet på indersiden af ruden, sikkert fra Ottos hånd, da han har kastet en plastik grøntsag (en majs) ud af vinduet. Samtidig lege Otto med LEGO og Asta pludrede, siddende på min hofte, og min armmuskler begyndte at værke lidt under Astas vægt. 

"Efterår på instagram"

Lige der, lige i de sekunder, gik det op for mig, hvor stor betydning det har for min milde fødselsdepression, at jeg er særligt sensitiv. For lige der, blev det tydeligt, hvor mange lag jeg næsten konstant bemærker og tager ind, analyserer og bearbejder. Det gik op for mig, at det er derfor jeg reagerer på forandringer, som jeg tidligere skrev om, fordi det ligesom rusker op i ting, der ellers var stabile. Alle vores lag fik jo pludselig en ekstra dimension, med Astas ankomst. 

De sidste 5mdr. (FEM MÅNEDER, WTF...?) er gået med at finde "os", finde ind til os som familie, finde ro, stabilitet og rytme, med en lille baby og en vidensbegærlig krudtugle af en 4årig. Hvem er vi nu? Og hvad gør vi nu (lille du)? 

Jeg skal starte i sundhedsplejens tilbud om gruppeterapi for fødsels"reaktion". Vi havde besøg af en af de sundhedsplejersker, som står for gruppeforløbet, og jeg tror der skete noget lige der. For både mig og Rasmus. For siden er det for alvor gået fremad. 

Og i sidste uge, føltes det pludselig som om, at tågen og ensomheden i mit hoved  lettede. Mere energi, mere glæde, mere overskud. 

Efter samtalen fik vi bestil madkassen "Livretter" hos Årstiderne, og hvor er det bare en lettelse. Helt vild! Dels fordi vi ikke skal stresse over at få lavet hverken madplan og handle, dels fordi opskrifterne nu er på papir og lige til at gå til - for os begge to! Aftensmaden "hænger ikke på" mig. Råvarerne er friske, lækre og økologiske, præcis som vi kan il' det (dette er ikke sponsoreret, blot begejstring og lettelse). Derudover har vi nu haft to weekender, med ro, og tid til at lege, rydde op i skabe, skur, køkkenhave, roderum - hvilket har fyldt i mit hoved, fordi der også var rod, hvor vi opholder os (Appropos lag). 

- Og jeg har lært mig at hækle, total optur, at jeg har kunne sætte mig ned, og gør det, rent faktisk GØRE DET. Holde fokus. Total optur!

Følelsen af at være alene, ensomheden, har ikke været så udtalt og det føles SÅ godt. 

Forandringer

Der er noget med mig og forandring. 

Vi skal lige se hinanden lidt an, eller måske har vi i virkeligheden set hinanden an længe nok, og ligger i virkeligheden på stuegulvet og wrestler på livet løs. 

Der er små forandringer, som det at jeg har fået et rejsekort. Det er dælme en god forretning for midttrafik, for jeg glemmer at tjekke ud næsten hver gang. Der er også store forandringer som det at blive mor, og det at blive 30 om 3mdr...

- et eksempel på naturens forandring, og opbygning i lag på lag. 

Jeg har lige slettet sætningen "jeg har aldrig været særlig god til forandringer", for jeg ved faktisk ikke om det overhovedet er noget man kan sige, at man er god/dårlig til. Men, forandringer har det i hvert fald med at sætte mig på arbejde. Arbejde med mig selv. 

Som nu det at blive mor. Jeg havde egentlig forventet, at jeg ville komme til at arbejde med mig selv igen, i mere koncentrerer form, for der er jo kommet et lille nyt menneske ind i vores familie liv, vores hverdag, i vores liv og hjerter. Det kræver i mit tilfælde noget arbejde at ændre de vaner vi havde oparbejdet, at finde rytme i det nye, holde fast i det gamle, mærke mig selv osv. 

Samtidig snakker Otto en del om det at blive gammel og dø. Det har givet mig en snært af "alders angst", og følelsen af at jeg lige om lidt er gammel og kigger på mine børnebørn. 

Barnet kan jo ikke så godt forbydes at stille de store spørgsmål, så mutter her, må se frygten i øjnene, og lære at være nærværende, lære at gøre det jeg finder aller vigtigst, og gøre alt det, jeg ikke vil kigge tilbage på, og fortryde jeg/vi ikke fik gjort. ... Så det at blive 30, mens barnet spørg hvornår jeg dør, har været noget af en kamel at sluge. Det lyder måske fjollet, men det har det altså!

Det at arbejde med mig selv, er ikke noget der skræmmer mig. Mine følelser skræmmer mig ikke, som de gjorde engang. Jeg er begyndt at genkende dem, fordi jeg ikke længere skubber dem væk, men i stedet kigget på dem, vender og drejer dem, mærker dem. Og det er lige præcis sådan jeg gerne vil bruge forandringerne og de udfordringer de giver mig - Til at opnå endnu større kendskab til mig selv, opnå støre hvile i mig selv og se på, hvad jeg skal lære af forandringerne. Det er jo ikke til at leve et liv uden forandringer, og måske også uforudsigelighed. 

Siden jeg blev mor har jeg i den grad stået overfor mig selv på en helt anden måde end før, fordi jeg bliver nød til at svare når Otto spørg, fordi jeg bliver nød til at acceptere min egen alder, som jeg jo hele tiden mindes om, i kraft af mine børn, og fordi jeg synes det er mit aller største ansvar i forhold til det at være forbilledlig forældet, at jeg har taget ansvar for og er tro overfor mig selv. 

Der er ikke altid lige let, men det er der jo ingen der har sagt det skulle være. 

5 minutter, 1000 tanker.

Sikke en mandag morgen, sådan en med flere storebror konflikter mens baby skriger, end moderens energi lige var til, sådan en morgen der kræver kaffe, en kanelsnegl, og sofa for at komme ovenpå igen. 

Jeg har lyst til at skrive om en oplevelse jeg havde den anden dag, og om de forskellige tanker, der kom i kølvandet på den. 

5minutter, tusind tanker. 

Jeg går ud på stien. Lukker lågen bag mig, og triller afsted mod bussen. Længere fremme går en lille pige, 4år'ish, længere fremme går hendes mor, med hovedet bøjet over mobilen. 

Jeg indhenter pigen, hun går midt på stien, så det ikke sådan lige er til at komme forbi. Pyt tænker jeg, og smiler lidt for mig selv, jeg har ikke travlt. Pigen kigger kort op på mig, men går så stille videre mens hun visker lidt for sig selv. 

Moderen kalder, uden at kigge op fra mobilen, stikker en anden hånd ud så pigen kan tage fat. Men pigen er langt fra hånden. Efter lidt tid vender moderen sig om. Ser at jeg går bag pigen med barnevogn. Bliver så irriteret på pigen, går hen, tager hendes hånd lidt vredt, og siger at hun ikke kan værd bekendt at gå så langsomt, når der går en dame bag ved hende. 

Ud af min mund ryger det, "det er altså ok". Og lige der tænker jeg, at det skulle have været formuleret anderledes. Og lige der svarer moderen irriteret, "Nej, det er det ikke, det er sådan noget hun skal lære". Jeg får sagt, "Det er også rigtigt, jeg kender det godt..."

De går videre med lidt mere tempo, moderen vender tilbage til mobilen, og slipper pigens hånd. Pigen kigger meget på mig, så jeg spørg om de skal med bussen, og hun fortæller begejstret, at de skal i Tivoli, og hun danser næsten ind i bussen, og sidder på sædet og synger forskellige sange, og siger til sin mor, at hun skal ringe til børnehave. Mor svarer "ja det havde jeg ligesom også tænke mig." Stadig optaget af sin mobil. Pigen kravler over på sædet lige foran mig, og kigger ind i mellem om på mig med en sang på læben. Jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvordan jeg skal forholde mig. 

...

#Tanker

#1 - Jeg indhenter pigen og tænker pyt...

Dagligt øver jeg mig i at acceptere, at ting ikke altid går præcis som heg gerne vil. Dagligt forsøger jeg at finde ro og glæde i de forskellige oplevelser jeg står over for. 

Lige der, kunne jeg være blevet irriteret, lige der kunne jeg være blevet stresset. I stedet greb jeg chancen for at komme ned i tempo, nyde solens varme på ryggen, et sovende barn. 

#2 - "Du kan ikke være bekendt at gå så langsom når der går en dame bagved"

Kan hun ikke? Hvorfor? Hvis jeg ville forbi, er det så ikke MIG, der bare kan sige, "hov må jeg ikke komme forbi dig?"

I stedet for at pigen skal lære at tage hensyn til andre, skal hun vel lære at stole på, at andre kan administrere om de vil forbi eller ej? Det er lige præcis det jeg selv skal lære at stole på, at andre kan italesætte deres behov, at jeg ikke skal gætte mig frem til det, tage hensyn til ting jeg ikke ved noget om. At de tager det hensyn til sig selv, at de siger, hvad de har brug for, om det så er at komme forbi osv. Når vi skal være så opmærksomme på andre, glemmer vi vores egne grænser, det ved jeg kun ALT for godt! 

# 3 - "Det er altså ok"

Det jeg bagefter hellere ville have sagt var, "Jeg har ikke travlt/Det er altså ok for MIG/Jeg skal nok sige til, hvis jeg vil forbi". 

Jeg forstår godt moderens irritation, jeg bliver selv så irriteret når andre "mod-opdrager". Det røg bare ud af mig. Fik det lidt dårligt med mig selv og min reaktion. Men min reaktion var nok i virkeligheden ligeså umiddelbar som hendes egen.

På den ene side synes jeg det var dumt sagt, jeg blandede mig, det kunne jeg godt have ladet være med. På den anden side, hvis modern fra starten havde haft fokus på sin datter, frem for mobilen, haft hende i hånden og snakket med hende, ville situationen måske aldrig være opstået..?! ?  

#4 - "Det er rigtig, jeg kender det godt"

Igen kunne det være formuleret mere skarpt eller bare med tavshed... Men det bliver så tydeligt, hvor perpleks jeg bliver i sådanne situationer, hvordan jeg ikke kan tænke "gode" svar så hurtigt, når jeg står overfor nogen, der virker irriteret.

Det bliver så tydeligt, hvor svært jeg har ved, bare at være et menneske og tilgive mig selv og min måde at handle på. Det skal være SLUT!

#5 - Mobil samfund

Situationen gjorde mig, igen, opmærksom på vores tids "opkobling". Jeg er næsten ikke i tvivl om, at pigen gik langsom, som en konsekvens af den manglende opmærksomhed fra moderen. Hun ignorerede fuldstændig moderens uopmærksomme kalden. 

Min opmærksomhed har den sidste tid været meget rettet mod vores mobilforbrug her i hjemmet. Jeg er blevet opmærksom på, hvilke følelser jeg selv får, når Rasmus fx kigger på sin mobil, en irrationel følelse af at blive fravalgt. Hvad mon Otto oplever?

Jeg er også blevet opmærksom på de følelser/behov jeg selv har når jeg griber mobilen, behovet for en pause, for andre input end guk guk og hverdags praktik. Men jeg væmmes, når jeg gør det for meget, og jeg forsøger virkelig, at skære ned på forbruget, mens Otto er tilstede og Asta er vågen. 

Jeg får næsten fysiske tiks når jeg er sammen med nogen, fører samtaler med folk, der samtidig lige skal tjekke facebook, skrive beskeder, læse en artiklen på nettet osv. Jeg synes simpelthen det er så irriterende, jeg oplever det virkelig som en afvisning, som en kritik af mig - at jeg er mindre spændende end internettet. Hallo, who's not? Ingen kan jo konkurrere med nettets informations load. Men altså... Igen, hvis de lige siger, "Vent lige, jeg skal lige skrive den her besked", så er det noget andet. Så ef deres behov italesætte, og jeg gemme monologen, til vi kan have en dialog. 

#6 - At være i nuet

Jeg har tænkt meget over, hvorfor jeg mon endte netop i den situation, 5minutter, der i den grad gav stof til eftertanke. 

Grunden var vel, at jeg skulle igennem hele den tankerække som jeg har forsøgt at grifle ned her, at jeg skulle blive opmærksom på, hvor meget der er at lære i selv små, dog komplekse, øjeblikke, hvor meget der er at lære, når jeg er i nuet.

#7 - Forundring

Tænk at 5minutter kan give SÅ meget eftertanke. Jeg synes det er fantastik, spændende og udfordrende.

#8 - Hvad tænker du? 

Kringlede refletioner

Idag er jeg hjemme med ondt i halsen. Med ondt i hals og ører når jeg synker, ømme lymfer og et hoved der er lidt tungere end ellers... Og jeg har så dårlig samvittighed!

Det er faktisk lidt åndsvagt! Alle mennesker bliver syge, det er ikke noget du selv styrer, det kommer og går, og lige nu er jo ret meget højsæson. Det er sikkert min krop der reagerer på de sidste par måneders stigende pres fra forskellige områder.
"NU er det nok Maibritt, jeg vil ikke presses mere" siger den, mens mit hoved kører på og pisker "kom nu, kom nu, lidt mere, bare lige lidt mere, kom nu, om 3 uger SÅ får du fri".

Det er et dårligt mønster jeg har mig der, ja sådan set to, både det her med at få dårlig samvittighed over at være syg, men også det her med at presse mig selv på trods af kroppens signaler. Men det hænger sammen, uløseligt sammen, og jeg ved godt hvor det kommer fra. Det kommer nemlig fra det sted, som jeg tidligere har nævnt her uden rigtig at nævne det, det område som er der mit behov for at blogge kommer fra.

Jo, alting hænger sammen, og det bliver bare mere og mere tydeligt for mig hvordan, og hvorfor.

Nå, men du sidder måske og tænker over, hvad det så er for et "Område". Sig det nu... Jo, ser du... Nej, det bliver lige en lille fortælling, så læs med:

Da jeg var fem blev jeg storesøster, og midter barn. Jeg vågnede i fodenden af mine forældres seng den nat, midt i december, hvor de var på sygehuset. Min farmor sov i min seng, og jeg kan huske hun tændte min lyserøde lampe med disney figurer, og sad der med sit krøllede sorte hår i det rødelige lys, og min søster kom ud. Farmor fortalte, at mor og far var på sygehuset. Resten af natten sov jeg sammen med min søster. Dagen efter tog min far os med på sygehuset, og jeg gav en lille Anders And bamse til lillebror. Han var så fin som han lå der, og i søvne greb så fast, så fast, med sin lille hånd, om min lille finger, og mit hjerte.
Jeg blev diplomaten i midten, mellem en storesøster og en lillebror. Alting var temmelig meget som tingene nu er i en familie på 5, i hvert fald sådan rimeligt. Men som jeg husker det, gik der ikke lang tid, før der lå en fornemmelse i familien af, at der var et eller andet anderledes.

Og så springer vi lige til der, hvor det for alvor bliver bekræftet, at noget er anderledes. Da min bror er 17 får han tre psykiske diagnoser. Han var 17år. 17år.. Det er sent! Og lige i dag vil jeg ikke berette om de LANGE år op til afklaringen, selv om det nok er den tid fra 9mdr.-17år, der har fået så utrolig afgørende betydning for de mønstre jeg slås med i dag.

I de 17år, har jeg lært at overleve, at tilpasse mig, og ikke at gøre væsen ud af mig selv, for så gik alting nemmest både praktisk, og socialt. Det er ikke noget mine forældre har sagt til mig, eller stillet krav om, men som barn fornemmer man utrolig hurtigt, hvordan man bedst indgår  i fællesskabet, hvordan man overlever og skaber sig selv de bedste betingelser. Og det var ved at være pligtopfyldende, og gøre så lidt væsen af mig selv som muligt.

Og så er vi tilbage til det her med at gøre væsen af sig selv. Det er lige præcis det jeg føler jeg gør idag, ved at være syg (uden på nogen måde at kunne kontrollere det). Idag er jeg til besvær for min arbejdsgiver! Jamen det er det jeg føler, for det ligger så indgroet i mig, hvor tosset jeg så rationelt kan se det er. Hele min krop siger, at jeg er besværlig, og det påvirker mine tanker. MEN, positivt set, kan jeg jo se det, og derfor begynde at gøre op med det, og som jeg tidligere skrev, begynde at kniple nye mønstre.

Fordi jeg har lært mig selv, ikke at være til besvær og gøre væsen af mig selv, er jeg også blevet uhensigtsmæssigt god til at presse mig selv. Det kan selvfølgelig have sine fordele, men så sandelig også sine ulemper! Bagsiden er jo netop, at kroppen på et tidspunkt begynder at sige fra - og særligt i situationer, hvor der er brug for at kæmpe lidt mere. Bagsiden er, at jeg er enormt dårlig til at lytte til min krop, med det resultat at jeg kører på, og overhører diverse signaler, som for mange ømme plukkeveer, nu hvor jeg er gravid. For bare at nævne et eksempel.

De nye mønstre jeg knipler skal indeholde noget mere gøren væsen af sig selv, og en god portion opmærksomhed og respekt overfor min krop! Jeg er på vej - for "det handler jo om at gøre det" ikke?

Men det tager tid!