I al den tid jeg har blogget, har jeg spekuleret over, hvorfor jeg blogger. Hvad er det jeg vil, hvorfor? For hvis skyld osv. Det tænker jeg tit på. Tænker i argumenter for og imod. Gransker. Gransker behovet for at tale "offentligt", behovet for at pille i navlen og smide derud i den store internet sfære, hvor alle potentielt er modtagere, hvor farerne lurer og alt gemmes.
Jeg er kommet frem til dette:
Jeg blogger for min egen skyld. Det er fedt med følgerne og kommentarer (!), men det er primært for min egen skyld. Og det er det fordi, jeg har brug for den personlige udfordring det er, at stille mig der ud, ud i (den online) verden og tage en plads, give mig selv lov til at sige det jeg vil.
Det lyder måske små narcissistisk når det bliver skrevet sådan sort på hvidt, men bloggen er mit forsøg på at starte et mønsterbrud. Mønsteret, hvor jeg aldrig kan sige eller gøre noget godt nok, hvor jeg altid slår mig i hovedet, og ikke tilgiver mig selv at være menneske. Hvor jeg træder til side for at give andre plads. Ikke at jeg bare vil droppe det, forstå mig ret, men når man altid træder til side for andre, kan man miste fornemmelsen for sig selv (man = jeg).
Da jeg startede bloggen læste jeg lidt om at starte en blog, og hvor vigtigt det var, at gøre sig klart, hvad bloggen kunne give andre. Helt ærligt, det ved jeg faktisk stadig ikke helt. Her er der ikke som sådan et tema. Eller er der? Er temaet for min blog hverdag, personligudvikling, og livet (mit liv)?
Om det giver andre end mig selv noget, ved jeg ikke. Men det er mit voksne forsøg på at lave et aftryk i sneen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar